se

Styrelsen for Forskning og Uddannelse (Bredgade 40. 1260 København K), 19. september 2019:

j.nr. 18/066890

Professoren, studenten - og Københavns Universitet


En historie om kærlighed og magt på Københavns Universitet? Hvordan KU håndterer det, og hvad er konsekvenserne på KU for en KU-studerende? Hvorfor bliver en tabuiseret kærlighed på KU til en KU-universitetssag over 30 år - til skade for livet for den ene part? KU har ingen regler for KU-ansatte om (seksuelle) forhold til KU-studerende, der kan blive dybt ulykkelige, når den tredje, men mest magtfulde, part i forholdet er en kvindelig KU-bureaukrat (en institutsekretær)



Kæresteforhold mellem KU-ansatte og KU-studerende på KU, især mellem generationer, er et socialt tabu på KU. KU-studerende er i en afhængighedsrelation til KU-ansatte på KU (eksamen, inhabilitet), særligt på studenterfattige forskningsfag. KU har ingen regler om DEKORUM for KU-ansatte, men derimod Regler om disciplinære foranstaltninger over for studerende ved Københavns Universitet (ordensreglerne). Forhold mellem KU-ansatte og KU-studerende (f.eks. et forhold - som en forlovelsen og et samlivsforhold - mellem en KU-ansat og en KU-studerende) hører under disciplinære foranstaltninger over for studerende ved Københavns Universitet (sic!). KU hjælper ikke den KU-studerende med et studieskift, men sætter en mur op mod den KU-studerendes liv og gerning

"Det enkelte menneske kan kun modnes gennem dagligt arbejde, men ikke, hvis der er rejst en mur mellem liv og gerning" (Ernst Toller: En ungdom i Tyskland. Kbh. 1919, s. 148)

Chiesa di San Cataldo i Palermo den 19. sept. 2007

DEBAT: seksuelle relationer mellem ansatte og studerende på Københavns Universitet



KU og kærligheden Universitetsavisen, nr. 16, 2003, ved Lise K. Lauridsen




Jyllandsposten bringer det forslag at der bør være etiske retningslinjer for, hvordan studerende og undervisere bør forholde sig, hvis de indleder et kærlighedsforhold på uddannelsesstedet: “Ifølge Else Marie Stilling opstår problemet typisk, når forholdet går i stykker. Derfor er det vigtigt, at uddannelsesinstitutionerne har generelle retningslinjer, men det er også vigtigt, at underviseren og den studerende får drøftet, hvordan man tackler forskellige situationer”




<MEN er det realistisk? Mange - især mænd - afviser enhver kommunikation, når samlivet går i stykker. KU glemmer, at en mand har også et ansvar, selv en KU-ansat. KU lægger ansvaret på den KU-studerende.>




KU henregner forhold (som en forlovelse) mellem KU-ansatte og KU-studerende under Disciplinære regler over for KU-studerende (sic!). Hvorfor hjælper KU ikke en KU-studerende i klemme (inhabilitet) på et KU-småfagsinstitut med adgang til eksamen og videnskabelige forsvar? Hvorfor hjælper KU ikke en KU-studerende med et studieskift?




Det tog KU elleve år, 1994-2004, at oprette en bibliotekssærordning og endnu elleve år, 2004-2015, at effektuere rektors 2004-bibliotekssærordning over KB. Fakultetet effektuerede først ordningen i 2015, efter ombudsmandens 2011-skrivelse i kandidatens favør.




På Københavns Universitet er seksuelle relationer mellem KU-ansatte og KU-studerende i afhængighedsforhold og på tværs af generationer et af de store sociale tabuer og den KU-studerendes eget problem på KU.




Styrelsen for Forskning og Uddannelse (Bredgade 40), March 7, 2019: j.nr. 18/066890. Parliamentary Ombudsman in Denmark (Bernadette Preben-Hansen, b. 1967): 2004-2019: 2011-2405-7510, 2010-5151-7011 / February 17, 2011 (my library-permission confirmed by the Parliamentary Ombudsman in Denmark) / Folketingets Ombudsmand, 2004-2019, herunder 2010-0681-7012, 2008-2217-701, 2007-2118-701, 2006-2287-712, 2006-2023-712, 2005-1794-712, 2004-2695-712; Danish University and Property Agency: 06-010590; Danish Ministry of Science, Technology and Innovation: 42 137; Danish Ministry of Education, Uddannelsesstyrelsen UVM 2000-2726-276 (Bernadette Preben-Hansen, contra Dorrit Wivel, 1999). University of Copenhagen, Rektorsekretariatet: 063-0074/17-7000; Personale og Jura: 715-861-3/99 (Dorrit Wivel). Faculty of Humanities (John Kuhlmann Madsen, Ulf Hedetoft): 605-0019/11-4550, 605-0017/11-4550, 605-0001/06-7710, 605-0001/06-4550, 401-221-149/97-4261 (Sten Ebbesen, b. 1946).




Kirsten Stenbjerre, fhv. sekretariatschef på Det Humanistiske Fakultet.

Dorrit Wivel, fhv. chefkonsulent ved KU, rektorsekretariatet.

Hanne Møller, fhv. personalechef på Det Humanistiske Fakultet.

Sten Ebbesen-sagen, KU: 1994-1999, 2000-2019. Jeg blev kandidat i latinsk middelalderfilologi fra KU i 1994. Jeg er forskningsminded, har skrevet min Ph.d. for mange år siden (som Ph.d.-stipendiat ved Groningen Universitet i 1999-2002, men jeg rejste i marts 2002 grundet middelsvær depression). Jeg græd konstant, - eftervirkningen af, at min fhv. ægtemand in spe havde indstillet mig til relegation fra KU i 1999 - og min professor, Corneille Henri Kneepkens, f. 1944, kunne se, at jeg ikke fungerede i social fagisolation på det nederlandske provinsuniversitet, men nok måtte en årrække ind i en "Ebbesen-fri Zone". Jeg havde inderligt håbet at lære det tidskrævende filologiske håndværk - den latinske tekstedition fra middelalderlige skolastiske håndskrifter - i Groningen, men Groningen Universitet ville have "The Dynamics of the Middle Ages" (popkultur!). Jeg har senere ikke kunnet omskrive arbejdet i artikelform grundet biblioteksblokaden og ventetiderne i København. Jeg har måttet vente måneder på hver enkelt bogbestilling fra KU. I 2000'erne skiftede jeg løbebane til Rusland og Sovjetunionens historie - "ventetidsprojekter". Når mine to bøger samt flere kildeudgivelser er publiceret i emnet, vil jeg retur til min Ph.d. og skrive den om. (Et forlist projekt skal kasseres. Nye projekter bygges op). Skrive den igen. Professor Corneille Henri Kneepkens ved, at jeg i dag er retur i forskningsfaget. Jeg rejser i Europa for ikke at gå til grunde i København, som udelukket i faget skolastik ved KU - grundet Sten Ebbesen og hans elever. Der går ingen klassisk-filolog tabt i mig, men jeg er lærdomshistoriker (Wijsbegeerte) og latinsk middelalderfilolog med et bredt praktisk kendskab til Europas middelalderlige filosofiske håndskrifter, især vedr. Logica Modernorum på de filosofiske fakulteter i skolastikken, ca.1100-1450. Da mikrofilmene ikke kunne komme til mig på KU - grundet Sten Ebbesen, der havde nøglen til mikrofilmskabet på KU - er jeg rejst ud siden 1990'erne for at se på originalerne. Jeg har selv indkøbt mikrofilm og digitale reproduktioner ved europæiske forskningsbiblioteker, når økonomien har kunnet magte det. Mit liv er indrettet som omtrent fuldtidsforsker siden ca. 2005, men jeg har en særlig historie fra KU - en mur for mit liv og gerning.


Jeg skriver imod KU - især Dorrit Wivel - for ikke at give en KU-studerende en mulighed for et juridisk forsvar i en perpetuel sag. Jeg skriver ikke imod Sten Ebbesen. Sten Ebbesen erklærede uvenskab på KU i 1993, efter mit ophold i Vatikanet i 1992/1993. Jeg havde samtalt med Sten Ebbesen i telefon fra Rom. At sagen er (delvis) privat, kan med rette hævdes (det mener jeg selv), men KU hævder altså, at dette er en universitetssag in perpetuo (med ca. 1500 sagsakter):



En historie fra Det Humanistiske Fakultet:

Jeg blev anden gang optaget på Københavns Universitet, SAXO, Historie i juli 2017. Det var en længe ventet mulighed for at påbegynde et nyt liv med egne fremtidsmuligheder og en bedømmelse af mine præstationer (jeg ville med en ny kandidatgrad få mulighed for undervisning på et katolsk gymnasium), men KU annullerede min optagelse i september 2017 med henvisning til Sten Ebbesen-sagen 1994-1999. Sagens akter er umiddelbart tilgængelige for enhver, men KU (Dorrit Wivel) afviser mig aktindsigt siden ca. 2001. KU hævder fortsat - sågar overfor ombudsmandsinstitutionen - at jeg har fået aktindsigt, men det er ikke sandt, da jeg ikke har fået fuld aktindsigt i 1999-2000. Jeg var KU-studerende i 1988-1999, men fra 1994 uden mulighed for eksamen og egne videnskabelige forsvar.


KU har ingen regler om KU-ansattes (seksuelt motiverede) omgang med KU-studerende - med eller uden samtykke, men derimod disciplinære regler overfor KU-studerende. KU hjælper ikke en studerende med studieskift, mens en KU-ansat kan rejse sag på KU imod en KU-studerende, uagtet private forhold, med KU's intellektuelle dødsdom til følge (relegation in perpetuo) - uden et juridisk forsvar for delinkventen - altid en KU-studerende - og uden ankemulighed.


PRIVATSAG PÅ KU?

KU-institutleder Sten Ebbesen, f. 1946, forførte mig, f. 1967, som KU-studerende uventet - jeg kendte ham ikke - efter en julefrokost på KU den 15-12-1989, ved at tilbyde et lift til Regensen, som jeg takkede ja til, men pludselig køre mig til Gentofte - ved midnat, uden varsel, og uden samtykke. Jeg var 22 år, jeg var ikke tiltrukket, men bange for ham. (Sten Ebbesen var en tilfældig bordherre, der havde skænket snaps i mit glas). Han virkede ensom og i ubalance. Han græd stille i taxaen. Jeg sad stiv som et bræt*, men blev påvirket af denne ukendte stille grædende mand ved min side. Jeg var bange for manden, men jeg skulle senere blive eksistensielt angst for ham på KU. (Sten Ebbesen talte med sine børn, inddrog institutsekretær Hannah Krogh Hansen, sine mandlige danske elever, KU og flere udenlandske kollegaer - "familien" - i private forhold, men han talte aldrig med mig (kun en gang privat talte han med mig om forhold i familien i 1991, da han forstod, at jeg ikke kunne magte den megen daglige snak fra den hjemmeboende teenagedatter), da jeg havde mest brug for det i 1990'erne. Han rejste i stedet en livstruende KU-sag imod mig 1994-1999, 2000-2019. Jeg var bekymret for min eksamen på konferensen på KU i 1990'erne, for KU-institutleder Sten Ebbesen var inhabil, og ingen på instituttet kunne tage mig til eksamen, mens institutsekretær Hannah Krogh Hansen chikanerede mig mere og mere groft - med dokumentation på Det Humanistiske Fakultetssekretariat, der forholdt sig passivt. Dekanen John Kuhlmann Madsen forholdt sig passiv i spørgsmål vedr. min eksamen på magisterkonferensen. Med en kandidat var jeg blevet fanget af uddannelsesloftet i 1994, og jeg havde ingen fremtid i forskningsfaget (ved den fhv. forlovelse med Sten Ebbesen), men var nødt til at kæmpe forgæves for en fremtid, der går over eksamen og videnskabelige forsvar på KU).


Tilbage til den 15-12-1989:

Hvad nu? Sten Ebbesen rørte mig ikke, men var faderlig. Han tænkte måske et øjeblik på noget, jeg ikke tænkte på, men han opførte sig korrekt og ordentligt. Tre børn mødte mig om morgenen: "Hvem er du? Hvad gør du her?" "Ja, hvad gør jeg her?!" Lørdagen igennem talte vi om filosofi og katolsk teologi, og jeg faldt til ro. Jeg var den ene ud af i alt to fagstuderende på instituttet, og den eneste unge kvindelige studerende på Institut for Græsk og Latinsk Middelalderfilologi. Vi blev et par i julen 1989, den 2. juledag, for pludseligt. Rødvinen flød. "Det var bare noget, der skete" (Sten Ebbesen). Erindringen er væk. Vi forelskede os derefter, stormende og gensidigt, og stormen faldt til ro i - vistnok gensidig - indre glæde. Det virkede så rigtigt - uden skyld og helt rigtigt. To mennesker mødes ved et akut tilfælde og forelsker sig. Jeg blev hans elev i 1990-1991, og vi havde en tid i fællesskabet om studier og forskning. Hvad er forskning? Hvad er middelalderfilosofi? Hvad er en fejlslutning (Fallaciae)? Hvad er en sofisme (Sophismata)? Hvad er en skolastiker? Tosomhed som lærer og elev. En verden åbnede sig for mig, som er belæst fra barnsben, ved mine forældres store bibliotek i Charlottenlund, samt min uddannelse i barndommen. (Folkeuniversitetet/Studieskolen som barn med ældre, men ikke grundskolen med andre børn, som et lærdomseksperiment. Jeg lærte og læste latin og oldgræsk som barn, og som ung bibelhebræisk).


"Vi talte så godt sammen" (Sten Ebbesen). Ja! Jeg var "hjemme" ved personen Sten Ebbesen. Jeg blev tryg, følte mig i min livshavn, og vi havde det godt. De tre børn accepterede situationen på afstand, da faren var glad igen. (Børnene led under forældrenes separation/skilsmisse, 1989-1990. Hustruen havde forladt Sten Ebbesen i 1989. Jeg fik en fin relation til den yngre og mere intellektuelle datter Martha).


Det var tydeligt, at docent Sten Ebbesen, der var elev-løs i København, nærede et ønske om danske elever i 1990'erne. Jeg stortrivedes i rollen som elev, 1990-1991. Jeg var glad: Logica Modernorum! Da jeg har en baggrund i mine forældres katolske og ortodokse kristne kultur (tsar-Rusland), min far var videnskabsmand, samt da jeg er opvokset med filologi, filosofihistorie, europæiske sprog og Europas historie, var jeg "hjemme" på Institut for Græsk og Latinsk Middelalderfilologi, KU. Jeg var ofte med min mor, f. 1945, der var KU-studerende med bifag i byzantinsk græsk, med til undervisning på KU, og Sten Ebbesen har som mand i 30'erne set mig som en ca. 10-årig pige. Sten Ebbesen mødte i 1990-1991 konsekvent timerne inden mig på instituttet. Han bad mig altid vente, inden jeg selv kunne vise mig. Vi havde ingen kontakt på instituttet, og diskretionen passede mig. Jeg insisterede på at være den KU-studerende - og ikke et appendiks til KU-institutlederen ("professorfruen in spe").


MEN der blev sladret om mine motiver for forholdet - det var den KU-studerendes SKYLD, mente alle - og især om aldersforskellen (omtrent en generation), på min bopæl universitetskollegiet Regensen, som jeg fraflyttede for at beskytte forlovelsen og forlade min ensomhed på Regensen. Jeg boede i Gentofte fra 20-8 til 15-12-1991, de tre børns barndomshjem, med hjemmeboende teenagedatter Marie Delgado Ebbesen, 1972-2018, og hyppige uanmeldte besøg ved fhv. hustru, Anni Aggernæs, f. 1950. Ingen var informeret om noget. Her blev jeg på forhånd den "onde stedmoder". "Jeg glæder mig sådan, Marie, til et liv i studier og forskning". "Far vil kun have et traditionelt ægteskab!" (Marie Delgado Ebbesen). "Far bruger dig bare imod mor, far er ligeglad med dig, far kommer aldrig til at holde af dig!" (Marie Delgado Ebbesen). "Hvad ser far i dig? Du er jo ikke noget i dig selv" (Marie Delgado Ebbesen). "Du har taget far fra mig" (Marie Delgado Ebbesen). "Ingen kan tage en far fra en datter", svarede jeg, der var ældre med fem år. "Du kan ikke leve med fars rejser!" (Marie Delgado Ebbesen). "Jeg er så taknemmelig for min chance, Marie, jeg har ingen betingelser". (Kærlighed har noget at gøre med en mulighed for at give uden betingelser, og jeg rejste selv til biblioteker og symposier i Europa 1997-2019. Sten Ebbesen lærte mig at rejse på håndskriftrejser i 1991). "Far er gift med instituttet" (Marie Delgado Ebbesen). "Jeg er gift med middelalderbiblioteket". Sådan blev den meget-talende teenager ved i timevis - hver dag. Jeg forstod sorgen over forældrenes skilsmisse, hvori jeg ingen andel havde, kun erfaring fra egen barndom. Hun levede som alle teenagere på ideer om omverdenen. Det var som om teenageren sagde alle tanker i en lind strøm, uden den mindste hensyntagen til mine følelser, i den daglige kommenteren på min person, mine evner og forholdet til faren.

(Jeg har intet behov for konstant selskab, tværtimod, men samhørighedsfølelsen er eksistentiel. Jeg følte en stærk samhørighedsfølelse overfor Sten Ebbesen, omtrent ubrydelig fra min side; jeg kæmper endnu i dag - 30 år senere - med følelsen, der føltes udenfor tid og rum. Jeg har en mistanke om, at det er min indre følelse overfor mit forskningsfag - trang til videnskab - der er på spil her, og at den måske ikke handler om manden).


"Hvorfor finder du dig ikke en jævnaldrende mand uden børn?” spurgte Marie Delgado Ebbesen en dag på Skolevej. Teenageren var optaget af ”den onde stedmoder”, men så ikke mig. Hendes far ville knap nok tale med mig. Jeg svarede ikke, det var jo hendes far, Sten Ebbesen, der havde fundet mig, spontant - ved en sproglig misforståelse og egentlig uden samtykke, efter en julefrokost på Københavns Universitet. Han havde tilbudt mig et lift hjem i timen inden midnat, men kørte mig pludselig hjem til sig selv i Gentofte. Han græd i taxaen. Han rørte mig ikke, og jeg mærkede, hvor ensom han var.


Der skete noget med min selvtillid og mit selvværd, det var som om teenageren spredte tvivlen: var der noget om hendes sætninger? Var det hele en panikreaktion - KU, 15. december 1989 - i det friske kølvand på forældrenes skilsmisse efter tyve års ægteskab, 1970-1990? ”Du ødelægger også noget for din far, Marie”, sagde jeg en dag. Jeg er selv reserveret, tilbageholdende, kan være fåmælt og bryder mig ikke om smalltalk i hverdagen. Nu var det jo faren - og ikke datteren - jeg var forlovet med, (deri tog jeg fejl!), men jeg vidste, at en datters magt er uovervindelig. Jeg turde ikke tale med en far om hans børn, og faren så intet, før det var for sent.


Jeg var bange for at miste min forlovede - eller var det også forskningsdrømmen? Når Sten Ebbesen ikke var hjemme, kom Anni Aggernæs, hustruen, 1970-1990, uanmeldt, mens jeg flygtede ud i haven, skamfuld. Det var jo hustruens adresse. Jeg følte, at Sten Ebbesen ydmygede hustruen Anni Aggernæs, der var nervøst-venlig (hun var venlig overfor mig), men også mig, der var flov. Det var en ydmygelse af såvel hustruen som mig, at jeg fremviste de nye tapeter for hustruen - på hendes nylige fhv. adresse over tyve år. Sten Ebbesen inddrog børnenes værelse til mig, hvilket naturligvis vendte børnene imod mig. Jeg var den nederste i familiehierarkiet, ugleset, og kunne ikke finde arbejdsro. Jeg var ked af det og blev indadvendt. Jeg savnede middelalderbiblioteket og lærer-elev relationen, 1990-1991. Sten Ebbesen var optaget af sin egen arbejdsro, min var udenfor horisonten. "Tre børn er nok!" (Sten Ebbesen), da der var sket en undfangelse ca. 20. august 1991, mens jeg tænkte over sætningen "Quod ergo Deus conjunxit, homo non separet" (jeg ville gerne selv stifte familie med tiden). Parret fik aldrig talt sammen, og forholdet endte så spontant som det begyndte. Det blev traumatisk for mig, da jeg en aften forløb mig. Jeg stak ham i afmagt en lussing, skreg og hylede som et vildt dyr, trængt op i en krog, angst for sin eksistens*. (At en sådan uventet voldsanvendelse er forkastelig, kan jeg kun medgive). Sårende sætninger kom ud ad min mund. "Vil du nu have hele huset?! Du er jo voldelig!" (Sten Ebbesen). Jeg er ikke voldelig, jeg havde ingen interesse i huset, men jeg stak ham en lussing i desperation i 1991. Han var som en fremmed. Marie Delgado Ebbesen have talt mig op dagen lang, min far - 1915-1995, af europæisk dannelsesklasse, matematiker og forsker - var bekymret, der var ingen arbejdsro i Gentofte. Jeg befandt mig i et konstant indre stress-pres på adressen, og på KU. Sten Ebbesen havde demonstrativt vist mig frem overfor hustruen. Det forekom mig, at Sten Ebbesen ikke forstod sociale strukturer. "Det interesserer mig ikke", sagde han. "Du vil ikke acceptere min familie, uden den er jeg intet" hvæsede han. "Det er din familie, der ikke vil acceptere mig", peb jeg. Men Sten Ebbesen ville ikke tale med mig. Sten Ebbesen sendte mig væk - uden samtale - med bemærkningen: "For lidt glæde!" Jeg følte mig som en ting, brugt med reklamationsret indenfor tre-fire måneder, men fraflytningen var en umiddelbar lettelse - nogle uger. Lidet anede jeg, at jeg var kasseret som menneske og som KU-studerende. Jeg var en ting, der nu var i vejen på KU.


Pludseligt fór Marie Delgado Ebbesen rundt i huset for at forsvare sin bror Peter Ebbesen Junior, imod den "onde stedmoder", der stod uforstående (jeg havde afvist at give ham penge, fordi jeg ingen penge havde). Peter Ebbesen Junior hilste aldrig. Jeg flygtede ud i haven til rabarberbedet. Men det blev november, det blev mørkt, og det blev koldt. Jeg savnede min lærer, min forlovede og middelalderbiblioteket (arbejdsglæden). Børnene savnede deres far. Sten Ebbesen var ikke opmærksom, hverken overfor børnene, hustruen eller mig. Så stak jeg ham den lussing. Mea culpa, mea culpa, mea maxima culpa! I december 1991 flyttede Marie Delgado Ebbesen hjemmefra. Hun var 19 år imod aftalen med faren "hjemmeboende til de 21 år". (Selv blev jeg flyttet hjemmefra som 15-årig i 1982). Samtidig blev jeg returneret til Regensen i december 1991, der genoptog mig på nåde (ved professor Leif Grane). Sten Ebbesen sad alene tilbage.


Sten Ebbesen undervurderede min intelligens. Ingen mand skal undervurdere mit intellekt. Det er ikke tilfældigt, at jeg i dag er gift med middelalderens logik i Europa. Jeg bemærkede, at Sten Ebbesen ikke kan se sociale strukturer. Han er et socialt menneske, trives bedst i den nære familie som en international forskningsfamilie (her er vi ens!), men den anden er enten inde eller ude, sort eller hvidt, venskab eller uvenskab, der findes ingen mellemvej. "Tag det som en oplevelse! Du finder nok en anden, du er ung endnu" sagde Marie Delgado Ebbesen på trappen den dag i december, jeg måtte flytte, modvilligt, men med en følelse af umiddelbar lettelse. Måske kunne jeg nu møde min Sten igen? "Din far kan ikke erstattes, Marie, han er uerstattelig, også for mig. Man leger ikke med kærligheden, Marie", svarede jeg Marie Delgado Ebbesen. (Jeg ville ikke skilles, men familien burde finde ro efter forældrenes skilsmisse, uden mig på familieadressen, og jeg måtte finde ro. Forholdet fungerede så fint forinden. Behøvede et par bo sammen - i det friske kølvand af en skilsmisse? Forlovelsen var en viljesbeslutning for mig som katolik. Det gik sent op for mig, at Sten Ebbesen mente skilsmisse. "Måske kan vi mødes igen, men vi må være helt fri af hinanden" (Sten Ebbesen, december 1991). Han var min store kærlighed, og retningen var givet for mit liv. Men Sten Ebbesen afviste samtale, han afviste hilsen på KU i 1993, han erklærede uvenskab på KU i 1993. Det blev endnu en ensom jul i 1991. I 1992 var vi på vippen til at finde sammen igen, men institutsekretær Hannah Krogh Hansen sørgede for, at vi ikke kunne tale sammen på KU. Hun spærrede fysisk og vogtede institutlederen. Sten Ebbesen misforstod alt. Jeg bad ham engang hastigt om et møde på parkeringspladsen ved fyraften, det var en bøn med stille tårer: "Sten, kan vi ikke mødes på parkeringspladsen i eftermiddag?" Sten Ebbesen beskrev episoden: "Så stak hun hovedet ind ad kontordøren og sagde truende: "Vi mødes på parkeringspladsen i eftermiddag!" (Sten Ebbesen til dekanen John Kuhlmann Madsen). Sorgen kom snigende. Savnet var uden ord. Vrede er en nemmere følelse end den altomfattende tomhed, som jeg nu var ved at glide ind i. Langsomt, men støt, gled jeg ind i en ægte depression, der varede til midt-2000'erne. Jeg endte i Dantes Inferno, den inderste kreds, spærret inde i en mental glaskiste - i evigheden, mens de andres liv gled videre udenfor - i tiden. Himlen var hvid, græsset var sort. Ti-femten år i hvidt og sort, flere år svømmede jeg mig igennem et (blodrødt) sort ocean af vin - en indre følelse og et alkoholmisbrug. (Den danske skuespiller Henning Jensen har beskrevet den mentale tilstand). Flere år kan jeg i dag ikke huske. De er væk. Dette er naturligvis en privatsag.


*Jeg har to ustraffede seksuelle "hændelser" bag mig, begge i sommeren 1985 (uden samtykke), den ene ved min eneste teenagevenindes far, f. 1943, ved studenterfesten på Vasehøjvej i Charlottenlund. Hustruen og min veninde greb ægtemanden - og faren til fire døtre - på fersk gerning i blufærdighedskrænkelse (cunnilingus) og forhindrede voldtægt. (Jeg var stærkt beruset, forsvarsløs, og havde som ung teenager været frastødt af ægtemanden, der var absolut intet samtykke fra min side). Hustruen smed mig ud, min veninde kastede sten efter mig, og jeg løb grædende gennem Charlottenlund Skov den nat i juni 1985. Ægtemanden telefonerede få dage senere og beklagede, at han ikke havde voldtaget mig "nu vi var nået så langt". Forskrækket lagde jeg telefonrøret på. Kort efter blev forældrene til fire døtre skilt, da ægtemanden havde en eller flere elskerinder. Jeg har siden set manden tilfældigt to gange ved Gråbrødre Torv og løb væk fuld af angst. Den anden hændelse få uger forinden var i gråzonen en sen lørdag eftermiddag ved en arbejdsgiver, f. 1938, på Charlottenlund Dyrehospital, fuldbyrdet. Jeg blev efterladt alene, sammenkrøbet i fosterstilling på et køkkengulv, mens manden løb ned ad trapperne, flygtede ned i sin bil og kørte hastigt væk - hjem til hustruen. Jeg har talt med ham i 2010'erne (han var bange for sig selv; han fortalte mig, at alt var tilladt i hans ungdom i 1960'erne, men han følte, at handlingen var forkert. Den var for mig i gråzonen, men jeg blev forskrækket over mandens pludselige spontanitet, og jeg var seksuelt uerfaren). Jeg forlod umiddelbart jobbet. Jeg tav og fortrængte hændelserne. Derfor forbinder jeg - som voksen - seksualitet med angst og en voldsom grad af ensomhed. Nu stod jeg med min forlovede i 1991, der intet så, beskyldte mig for at skabe uro i familien, og ikke ville tale med mig. Jeg er katolik og opvokset i en katolsk og ortodoks kirkelig tradition. Unge kvinders (teenagere, f. 1960'erne) spirende seksualitet er ikke legetøj for mænd, f. 1940'erne, men det var det altså i 1980'ernes Gentofte Kommune.



INSTITUT FOR GRÆSK OG LATIN, KU i 1990'erne

Jeg savnede middelalderbiblioteket, hvor jeg følte mig "hjemme", læste og arbejdede. Jeg var tryg i studierne på middelalderbiblioteket (SAXO-biblioteket, Græsk og Latin, KU). Tabet af en lærer i en snæver forskningsverden er ubærligt for (privat)eleven. Institutsekretær Hannah Krogh Hansen, der dagligt kommenterede på forholdet/forlovelsen, som hun åbent modsatte sig, chikanerede mig groft (dokumentation på fakultetet) på Institut for Græsk og Latin i 1990’erne og spredte rygter på fakultetet. Hun inddrog uvarslet min læseplads, hun låste mit vinterovertøj inde for at nægte udlevering (i vidnes påsyn, vidnet udleverede overtøjet efter institutsekretærens fyraften), hun tømte uvarslet min PC for data, herunder kandidatspecialet, hun returnerede uvarslet et brev, der indeholdt et ti-måneders FIDEM-stipendium til Vatikanet i 1995 (legatet gik til en anden), med påskriften: ”Return to sender. Not employed at this institute nor at any other institute at the University of Copenhagen” (1994). Papirer "forsvandt", også en eksamenstilmelding, og så videre. Jeg gik til dekanen John Kuhlmann Madsen, der forholdt sig passiv. Institutsekretær Hannah Krogh Hansen, der havde loyalitetsmonopol på institutleder Sten Ebbesen, var optaget af hierarki, magt, status og social kontrol på KU. Sten Ebbesen afviste enhver kommunikation på KU fra 1993. Eksamen blev blokeret ved inhabilitet, og med kandidaten i 1994, og mine eksamensresultater faldt i 1990'erne "da censor må jo overveje institutlederens indflydelse på dine præstationer her". "Det skulle jo nok have et 11, men du får et 10, for det der med Sten trækker ned", sagde eksaminator (Jørgen Raasted), mens institutsekretær Hannah Krogh Hansen kommenterede: "Du må ikke sige til nogen, at du er kæreste med Sten; det kan skade ham på fakultetet, du er jo kun en studerende" (1990), "Du kan jo blive professorfrue, så kan du repræsentere - i stedet for mig" (14-3-1991, ved forlovelsesreceptionen på KU), "Du kan klare dig for godt her ved instituttet, nu du er kæreste med Sten" (1990), "Censor må jo skelne mellem dit arbejde og Stens" (1990). Det var mit arbejde. Sten Ebbesen holdt sig væk fra min eksamen og forberedelserne. Jeg kom ikke til eksamen i emner, vi havde fælles: middelalderfilosofien, logikken i skolastikken. Da jeg er arbejdsom af natur - "arbejdsnarkoman" - fik jeg et identitetsproblem på KU. Jeg vil selv, og det skal være mine præstationer, især på KU. Jeg kunne ikke søge legater og stipendier, da ansøgninger skulle underskrives af KU-institutlederen, som var inhabil og erklærede uvenskab på KU i 1993. I 1991 var jeg to måneder i Paris med Sten Ebbesen, i en lejlighed ved Denfert-Rochereau, men jeg sås ikke offentligt ved Sorbonne, kun i Bibliothèque Nationale. Jeg blev nærmest holdt skjult som en privatsag. Jeg blev sat udenfor døren, når Fabienne Pironet kom. Så kunne jeg lytte ved døren for Sophismata og middelalderlogik, men blev kaldt ind, når det var tid til smalltalk.


SAXO, HISTORIE, KU 2017

Jeg var så glad, da jeg (igen) blev optaget på KU i juli 2017 på KU, SAXO, historie. Nu var det endelig min tur. Men KU annullerede mig i september 2017, da en kontordame på KU huskede mit navn - uden dog at se min person fysisk. Institutsekretær Hannah Krogh Hansen havde spredt rygter på fakultetet i 1990'erne og 2000'erne. Jeg har i dag et netværk på SAXO, historie, dog ikke græsk og latin. Da jeg forstod annulleringen, var de to uger passeret, delinkventen har til at indgive en klage i Styrelsen for Forskning og Uddannelse.


INSTITUTSEKRETÆREN

Institutsekretær Hannah Krogh Hansen var kontorfuldmægtig uden akademisk uddannelse. Hun havde et mindreværdskompleks, som fhv. engelsk-studerende uden afsluttende eksamen. Hun var barnløs, og hendes liv var jobbet som institutsekretær. Ikke desto mindre sad hun i Akademisk Råd, samt i Fakultetsrådet sammen med sekretariatschef Kirsten Stenbjerre og dekanen John Kuhlmann Madsen. Da jeg meddelte hende min fraflytning fra Gentofte i 1991, lyste hun op i et mægtigt glædesudbrud, mens tårerne randt mig stille ad kinderne, og hun fór straks ind til institutleder Sten Ebbesen for at pusle om ham med kaffe. Det var vigtigt for institutsekretæren, at parret ikke talte sammen, heller ikke som lærer og elev, da de måske kunne finde sammen igen (1992). Hun begyndte at chikanere mig, mere og mere groft gennem 1990'erne. Kl. 16 var hendes fyraften, og så kom jeg for at læse på biblioteket til midnat eller ud på natten. Fra 1993/1994 fandt jeg et eksil-institut i Humanistisk Informatik. En eftermiddag i 1994 stak institutsekretær Hannah Krogh Hansen hovedet ind på min læseplads på instituttet, hun hvislede: "Nu er det enten dig eller mig her på instituttet, jeg forlader min stilling, hvis ikke du kommer ud herfra!" "Hvor er du dog et modbydeligt menneske", svarede jeg spontant, "Så lad mig dog arbejde i fred!" Disse blev de sidste ord, os imellem, for livet. For mig var KU lig med universitetsstudier og forskning, ikke bureaukrati og personsager. Det var institutsekretær Hannah Krogh Hansen, der fik institutleder Sten Ebbesen til at rejse universitetssag imod mig som KU-studerende i 1994 (som han faktisk selv skrev det i sagsakten, men uden navne). Så rullede lavinen! Institutsekretær Hannah Krogh Hansen skabte sociale alliancer på instituttet imod mig, involverede udenlandske gæsteforskere (Russel Friedmann). Hun var velorienteret om private forhold i Gentofte (1991), og hendes indflydelse rakte langt ind i andres privatliv, fortrinsvist institutlederens. Hun etablerede private vagtværn blandt - mig ubekendte - studerende på instituttet imod mig, når jeg var i farvandet. Frits Saaby Pedersen, og Russel Friedmann, en amerikansk gæsteforsker, blev engageret i vagtværnet. Jeg blev skriftligt truet af en ukendt kvindelig ekstern lektor BHA med vold ved kirken, for det tilfælde, at jeg deltog i studieleder lektor Jørgen Mejers begravelse (2009). Jeg meddelte Dorrit Wivel sagen, men kontaktede ikke Københavns Politi. Institutsekretær Hannah Krogh Hansen var en dygtig bureaukrat. Ved institutsammenlægningerne til SAXO-instituttet, blev TAP’erne og VIP'erne fysisk adskilte. Med udsigt til at miste den sociale kontrol på Institut for Græsk og Latin - og dermed magten - valgte hun derfor at forlade stillingen, men blev forinden tilbudt et job på rektorsekretariatet. Hun takkede nej og gik på pension.


BIBLIOTEKSADGANG FOR KU-STUDERENDE PÅ KU?

Sten Ebbesen skrev usandt til fakultetssekretariatet (Margit Laurberg, 1994, i dag chefkonsulent, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd). Han havde tilbudt vejledning, skrev han, men jeg var uproduktiv, skrev han. Det var usandt. Fakultetssekretariatet viste mig ikke skrivelsen, som jeg så ved aktindsigt flere år senere. Jeg var særdeles produktiv gennem to år, men Sten Ebbesen afviste såvel enhver hilsen, samtale som vejledning. Jeg har lagt det ufærdige projekt på internettet. Sten Ebbesen afviste mig biblioteksadgang, samt praktisk arbejdsadgang til KU-mikrofilmsamlingen fra 1993, trods mit legatfinansierede studieprojekt Aristotle's Rhetoric in Latin Scholasticism (18.000 kr. fra Dronning Ingrids Romerske Fond 1992/1993). Det var et uheldigt projekt. Sten Ebbesen havde underskrevet fondsansøgningen i 1992, men han afviste vejledning, da jeg kom retur fra Vatikanet i 1993. Jeg ville lære logik og arabisk. Da jeg bad om arbejdsadgang til mikrofilmsamlingen, truede KU-institutleder Sten Ebbesen på KU i 1994: ”Jeg har magten til at få dig relegeret fra KU!”, hvæsede han. (Så kom sagen om cykelventilen). "Så styr da din sekretær, hun chikanerer mig!" havde jeg råbt på KU's parkeringsplads i 1994 (vi talte aldrig sammen på instituttet, han hilste ikke), inden jeg i et emotionelt kaos trak ventilen ud af institutlederens cykel, for at spadsere væk i tavshed med næsen i sky. Som en anden Medea stod jeg der med en cykelventil. Dertil kom ukvemsordssagen, hvor dekanen gav mig skylden for institutlederens ukvemsord på KU i 1994. Vi var vist lige gode om det. "Har man hørt en loppe gø?" "Gå aldrig tilbage til en fuser!" "Lus!" hvæsede KU-institutleder Sten Ebbesen på KU. Jeg svarede i samme genre - udenfor instituttet. Det var et skænderi på parkeringspladsen ved KU. KU-institutleder Sten Ebbesen gik straks til dekanen. Dekanen dømte mig på cykelventilen i 1994. Jeg beklagede min spontane handling skriftligt, og besindede mig derefter, mest for min egen værdigheds skyld. Rektor dømte mig - ved Dorrit Wivel - på vrede e-mail i 1999, "luft" efter års mishandling på Institut for Græsk og Latin, KU, og efter at være flygtet til Nederlandene som ph.d.-stipendiat ved Groningen Universitet.


Jeg klagede forgæves til dekan John Kuhlmann Madsen i 1994 over min biblioteks- og eksamenssituation som KU-studerende. KU, rektorsekretariatet tildelte mig i 2004 - elleve år senere - en biblioteksordning som "omvendt institutlåner" på Det Kongelige Bibliotek i København, men KU effektuerede først ordningen i 2015 - endnu elleve år senere - efter flere hundrede forgæves skrivelser til KU (Dorrit Wivel). KU fik pludselig travlt med at se på sagen, da Ombudsmanden i 2011 gav tilsagn om at se den. Så fungerede den i 2012, men funktionen ophørte. Dorrit Wivel tildelte modvilligt særordningen i 2004, efter en årelang "syltningstaktik" samt kassation af indkomne skrivelser. Professor Sten Ebbesen har afvist, senest i 2015 (dokumentation på fakultetet ved Hanne Møller), at tillade mig praktisk arbejdsadgang til SAXO-instituttets mikrofilmsamling, trods KU's biblioteksordning, skræddersyet personligt til mig på Det Kongelige Bibliotek. Argumentet er, at SAXO-instituttets mikrofilmsamling - eller dele af den - er hans personlige ejendom. Jeg ville ikke strides med professor Sten Ebbesen om mikrofilm, men har i stedet besøgt forskningsbiblioteker i Europa i 2000'erne og 2010'erne for at konsultere middelalderlige filosofiske håndskrifter (In the Footsteps of Lambert Marie de Rijk) med et digitalt kamera, hvor det var mig tilladt. Jeg har igennem 2000'erne og 2010'erne ingen faktisk arbejdsadgang haft til internationale forskningstidsskrifter i København, det kun ses på SAXO-biblioteket, græsk og latin.


LIGE BØRN LEGER BEDST PÅ KU - DET SOCIALE TABU

"Lige børn leger bedst", sagde docent Jørgen Raasted i 1993, men i studier og forskning findes skellet mellem privat og arbejde ikke. "Sten vil ikke ha' dig i faget, heller ikke internationalt", sagde docent Jørgen Raasted i 1994. "Ja, det ved jeg", svarede jeg. "Du er et institutproblem. Du skal ud", sagde studielederen (lektor Jørgen Mejer) i 1997, "Nej, jeg skal ind", svarede jeg. Jeg var fanget af uddannelsesloftet og kunne kun gå videre ad samme vej. Ingen talte med mig, man talte om mig eller til mig, men ingen talte med mig, som mødet med svigermor (Sten Ebbesens mor, hvis interesse var børneavl) i 1991: "Dav, Marie, er det en af dine veninder?" "Nej, det er fars veninde" (Marie Delgado Ebbesen). "Jamen, Herregud, du er så ung, du er da for ung!" (Det var et kulturchock). Så blev der ikke talt mere med mig, hverken privat eller på KU. "Er institutlederen en god elsker?" spurgte specialevejlederen (docent Jørgen Raasted). "Hvad mener din mand om det?" sagde  lektor Karsten Friis-Jensen. Jeg svarede ikke, men blev en ensom KU-studerende.


EN SAMTALE PÅ DET HUMANISTISKE FAKULTETSSEKRETARIAT, KU, ca. 1995

"Bøger? Hvad skal du med bøger? Du er jo kandidat" spurgte en kvindelig jurist på Det Humanistiske Fakultetssekretariat. "Jamen, jeg er først lige begyndt. Kandidaten er bare en grad", svarede jeg som konferensstuderende. ”Jeg har brug for arbejdsadgang til fagbibliotek og mikrofilm - hver dag. KU er da et universitet: en lærdoms- og forskningsinstitution?” (En kandidat i latinsk middelalderfilologi er ingen erhvervsuddannelse). ”Du må henvende dig til institutlederen med det spørgsmål!” sagde juristen. ”Jamen, det er jo netop det, jeg ikke må!” ”Det er dit problem”, svarede juristen. Det var så det på Det Humanistiske Fakultetssekretariat. Jeg gik straks til studielederen (lektor Jørgen Mejer), der gav mig en mundtlig biblioteksordning. Institutleder Sten Ebbesen klagede til dekan John Kuhlmann Madsen. Sekretariatschef Kirsten Stenbjerre gav mig en advarsel for et korttidslån af en bog med efterladt låneseddel med navn og dato, men Det Humanistiske Fakultetssekretariat løste ikke problemet med arbejdsadgang til præsensbiblioteket for en meget dygtig KU-studerende, der skrev på sin konferensafhandling.



"Science, scholarship and books go together. Without books no science or scholarship"

(Sten Ebbesen. The Danes, science, scholarship, and books in the Middle Ages. Living Words and Luminous Pictures (ed. Erik Petersen). Copenhagen 1999, 119).


"The work on this book has been performed in the Institute of Greek and Latin Medieval Philology <SAXO> under the University of Copenhagen. Had I not got the chance to work there, I could never have written it" (Niels Jørgen Green-Pedersen. The Tradition of the Topics in the Middle Ages. München 1984, 9).



Det Humanistiske Fakultetssekretariat effektuerede rektors 2004-bibliotekssærordning i 2015 (ombudsmanden skrev i kandidatens favør i 2011). Det tog KU elleve år at få ordningen oprettet, og yderligere elleve år at få den effektueret!



DEKANEN

Dekanen John Kuhlmann Madsen ydmygede mig, da jeg blev kaldt til fremmøde på dekanens kontor i 1994. Jeg tav, mens tårerne randt mig stille ad kinderne. Dekanen John Kuhlmann Madsen talte kun om "repressalier overfor KU-studerende", men løste ikke eksamensproblemet på konferensen. Jeg antydede tanken om et studieskift, men det kunne tilsyneladende ikke komme på tale. Jeg meddelte diskret modstanden, hvorom der blev gjort et notat. Men da dekanen John Kuhlmann Madsen udtrykte sin beundring for institutsekretær Hannah Krogh Hansen's væsen og grænseløse - grænseoverskridende, mente jeg - loyalitet, lod jeg "modstanden" ufortalt. Jeg tav. Sekretariatschef Kirsten Stenbjerre skrev efter en tre-fire år en teoretisk mikrofilmsærordning i 1997, men hun glemte den praktiske arbejdsadgang, mens KU-institutleder Sten Ebbesen insisterede på præsensbiblioteksreglementet. Det bureaukratiske menageri var forgæves. Så var der sagen om den ene bog, som jeg lånte med låneseddel med navn, dato, og studielederens mundtlige bibliotekssærordning om dagslån. KU-institutleder Sten Ebbesen skrev straks til dekanen. Kirsten Stenbjerre gav mig en advarsel. KU hjalp aldrig den KU-studerende til en studieskift. Dekan Ulf Hedetoft truede mig i 2011 med at blokere rektorsekretariatets biblioteksordning. Jeg har siddet ved siden af Ulf Hedetoft flere gange i 2010'erne, og vi hilser altid venligt, da Ulf Hedetoft ikke har fået sat et ansigt på mit navn (jeg er en pæn akademisk udseende dame i jakkesæt). Så var der sagen om DIT og sagen om DAT, fordi institutleder Sten Ebbesen afviste enhver kommunikation. KU-institutleder Sten Ebbesen rejste den ene sag efter den anden i 1990'erne. Kan manden styre sit følelsesliv, tænkte jeg. Jeg aftalte med studielederen i 1993, at jeg måtte lytte ved døren til foredragslokaler, men Sten Ebbesen måtte ikke se mig fysisk, fordi han følte sig utilpas, og han kunne rejse sag over dekanen ved synet af mig.


KU 1994-1999 OG DORRIT WIVEL

Sten Ebbesen skrev som KU-institutleder selv anklageskriftet i 1999 (jeg var da udenlandsdansker), og skønt jeg afviste usandheder, accepterede sandheder, og senere kunne dokumentere en evident usandhed, lyttede KU (Dorrit Wivel) ikke til en KU-studerende. Jeg var blevet fanget af uddannelsesloftet i 1994, men havde ingen eksamens-, studie-, stipendie- og karrieremuligheder. Sten Ebbesen skrev imod mig over landegrænser i 1999, mens jeg var ph.d. stipendiat ved Groningen Universitet i Nederlandene. Jeg var fortvivlet i slut-1990'erne - i 1999-2000 med selvmordstanker. Dorrit Wivel copypastede ordret, sidelangt og uden kildeangivelse KU-institutleder Sten Ebbesens anklageskrift i 1999. "Det var nemmere at kopiere en allerede eksisterende rapport" skrev Dorrit Wivel senere. Dorrit Wivels sætning uden kildeangivelse: "B. Preben-Hansen har gennem en årrække udgjort en trussel for undervisning og forskning ved KU" er skrevet af Sten Ebbesen i 1999. Forlægget ligger på sagsakterne i Københavns Universitets Arkiv. Dorrit Wivel skrev om - direkte afskrift af KU-håndbogen om "gentagne og grove overtrædelser af KU's reglement". Jeg havde i 1994 bedt dekanen erklære KU-institutleder inhabil, fordi jeg var bange for ham, og jeg stod uden juridisk forsvar på KU i 1999. Dorrit Wivel erklærede KU-institutleder Sten Ebbesen's anklageskrift for "faktiske forhold", mens jeg afviste flere udsagn som usande. I 2001 kunne jeg dokumentere, at udsagnet - "tilegnelse af andre upublicerede forskning", især Sten Ebbesen's - er evident usandt. Der var derimod tale om "tilegnelse af andre gennempublicerede forskning", herunder Sten Ebbesen's over 30 år. Det hedder studier. Jeg forstod ikke - in perpetuo. (Kirsten Stenbjerre gav mig mundtligt 5-10 år, men KU fastfrøs en personsag og byggede en mur. Kirsten Stenbjerre er IT-ignorant, hun vidste ikke, hvad "database", "digitalisering" er og kan bruges til. Det var i sagen om mikrofilmkatalogen). Jeg afviste falske anklager i 1999 (Dorrit Wivel).


Jeg er enig med rektor for KU, at ingen - KU-studerende eller ej - må skrive vrede e-mail til en KU-ansat, og heri er jeg skyldig i 1999. Reel livstid føles dog voldsomt for den forseelse - ikke mindst i 2019. Sten Ebbesen havde i 1994 forhindret mig en egen e-mailadresse som KU-studerende. Gentofte Kriminalpoliti afviste Sten Ebbesen i 1999. Jeg sendte dokumentationen til Dorrit Wivel i 1999. Sten Ebbesen kunne have valgt at trykke ”delete” eller spærre en e-mailadresse, men Sten Ebbesen rejste endnu en sag på KU, her en relegationssag - for bestandigt.



KU OG COPYPASTE - CHEFKONSULENT DORRIT WIVEL, REKTORSEKRETARIATET

I 1999 modtog jeg et anklageskrift fra Dorrit Wivel, chefkonsulent ved KU, rektorsekretariat. Jeg sad på mit kontor ved Groningen Universitet. Dels var anklageskriftet og dets udsagn ”ude i hampen” (der var tale om en opremsning af ufaktiske forhold på KU), men jeg så hurtigt, at ordvalget og den sproglige stil var et andet niveau, langt over, hvad Dorrit Wivel normalt præsterede på dansk. Jeg kunne genkende ordlyden. Jeg søgte aktindsigt og fandt i aktoversigten et anklageskrift, underskrevet af Sten Ebbesen i 1999. Derefter satte jeg Dorrit Wivels skrivelse og Sten Ebbesens skrivelse op i to spalter og sendte resultatet retur til KU, til Kirsten Stenbjerre og tilDorrit Wivel. Forholdet mellem de to tekster er sidelangt ordret copypaste, men Dorrit Wivel har ikke anført en kildeangivelse. Dorrit Wivel erklærede efterfølgende Sten Ebbesens udsagn for faktiske forhold. Hun tog det ikke ad notam, at dekanen for Det Humanistiske Fakultet, John Kuhlmann Madsen, i 1994 - på min anmodning som KU-studerende – havde erklæret KU-institutleder Sten Ebbesen inhabil i sager vedr. min person. Jeg var bange for ham og havde talt med dekanen. Dorrit Wivel skrev senere, at hun havde afskrevet Sten Ebbesens skrivelse, fordi ”det er nemmere, når der nu allerede eksisterer en rapport”.

Dokumentationen ligger i KU’s arkiv.


I DAG

I dag finder jeg ligheder mellem min engang så store kærlighed - og en sur rynket rosin, men min trang til uddannelse, studier og forskning er uændret. Heine Hansen, en mandlig dansk elev, der blev lektor på KU, har uden begrundelse forhindret mig deltagelse i en konference i Genève i 2012. Jeg var forinden skriftligt accepteret, men nogle uger senere blev jeg annulleret uden begrundelse. Christina Thomsen Thörnqvist, den kvindelige svenske elev - har holdt mig udelukket uden begrundelse fra Göteborg Universitet (det kan jeg leve med, miljøet er for snævert, og Sten Ebbesen er som regel tilstede). Jeg fungerer fint ved symposier i Europa, hvor også jeg hører til, men jeg ser Sten Ebbesen som min fhv. lærer. Den rolle er smertefri, og her har Sten Ebbesen det godt, hvad jeg også ønsker, at han har. Jeg holder konsekvent en fredelig afstand.



HANNE MØLLER, FHV. PERSONALECHEF PÅ DET HUMANISTISKE FAKULTET

Jeg har skrevet følgende skrivelser til fhv. personalechef Hanne Møller. Vi kender ikke hinanden personligt. Hanne Møller 2011, Hanne Møller 2017I, Hanne Møller 2017II. KU bureaukraterne har forfulgt mig fysisk på KU, en gang i 2011, og to gange i 2017. Jeg organiserede en foredragseftermiddag på Universitetsbiblioteket i 2016, samt en foredragsrække for Folkeuniversitetet i 2016, og havde derfor et personalekort fra "Centre under KU" (Søndre Campus), men fhv. personalechef Hanne Møller - & Co - løb fysisk efter mig på KU i 2017. Jeg stod i Academic Books, og så delegationen løbe forgæves rundt i forhallen på KU. Tre dage senere forstod jeg, at "ræven" er mig. Tanken var ikke faldet mig ind. MEN hvorfor skulle KU-bureaukraterne løbe rundt efter - mig? KU-forskerne har beriget mig siden 2000'erne, mens KU-bureaukraterne har bekriget mig siden 1990'erne. I 2010'erne løber KU-bureaukraterne rundt efter - mig!?


HVORFOR HJALP KU IKKE MED ET STUDIESKIFT?

Jeg forstår ikke, hvorfor KU ikke hjalp mig med et studieskift i 1993/1994? Det var en håbløs social situation for alle parter. Min eksamen var blokeret på KU. Jeg vil gerne studere, forske og dermed leve, såvel i ind- som udland, og det uagtet Sten Ebbesens eventuelle tilstedeværelse. Jeg går efter emnet, ikke manden, og jeg vil gerne afslutte min Ph.d. Jeg er i dag uuddannet / ufaglært i København siden 1990'erne med forskningsbaggrund fra KU og Groningen Universitet i Nederlandene. Min publikationsliste er voksende og anerkendelsen ligeså.


Jeg forstår ikke, hvorfor KU ingen regler har om KU-ansattes (seksuelt motiverede) omgang med KU-studerende - med eller uden samtykke, men derimod disciplinære regler overfor KU-studerende. KU hjælper ikke en studerende med studieskift, mens en KU-ansat kan rejse sag på KU imod en KU-studerende, uagtet private forhold, med KU's intellektuelle dødsdom til følge (relegation in perpetuo) - uden forsvar for delinkventen og uden ankemulighed. KU fastfryser desuden personsager, så den KU-ansatte kan arbejde sig videre i livet, mens den KU-studerende, der selv gerne vil studere, forske og leve, kan gå til grunde. Der er ingen forældelse på gl. personsager, som går i arv til eleverne på KU.


Jeg har efter 1994 lært at leve anstand og afstand, især international afstand. Jeg har måttet holde masken i akademiske kredse i udlandet siden 1990'erne. "Ah, you are one of Sten Ebbesen’s?", "Indeed, I am!" Først i 2010'erne har jeg meddelt - til få: "We do not communicate, and I am so sorry. I was his pupil, but we became engaged for marriage". Så er jeg udelukket. Kun de unge kvinder kan goutere dén meddelelse, samt acceptere den midaldrende omrejsende dame i Europa. ”Oh shit?” ”Yes, shit!”. Så går vi videre i teksten (14. århundredes logik). KU har indblandet flere end 100 navngivne personer i Sten Ebbesen-sagen imod mig, da der ses over 100 forskellige signaturer i de omtrent 1500 sagsakter på KU, Uddannelsesstyrelsen, Undervisningsministeriet, Videnskabsministeriet, Ombudsmandsinstitutionen, samt Styrelsen for Forskning og Videnskab, 1994-1999, 2000-2019. Jeg forundres, at "privatlivets fred/ukrænkelighed" ikke synes at eksistere på KU i forhold, der vedrører KU-ansatte og KU-studerende - f.eks. et forhold mellem en KU-ansat og en KU-studerende - mens forholdet stod på, for 30 år siden.


PALERMO

Jeg har ført dagbog siden 1989. Sten Ebbesen overfaldt mig i Palermo i 2007: ”Vig fra mig, din Satans kælling!” Sådan udtalte Sten Ebbesen sig ved indgangsdøren til Chiesa di San Cataldo i Palermo den 19. sept. 2007, i den sene eftermiddag. Jeg tav, men blev ked af det. Mødet var tilfældigt. Jeg sad i Kirken med mit kamera, da Sten Ebbesen (uventet) kom ind. Kirken var tom, der var kun to personer: os to. Sten Ebbesen så mig ikke (der sad på en kirkebænk overfor), men han så op mod kuplen. Vel ét minut senere, da Sten Ebbesen havde opdaget mig på bænken, fordømte han mig i Kirken til Helvede. Han hvæsede. Jeg forholdt mig tavs og rolig. Det er voldsomt for en katolik og kirkegænger som mig at blive fordømt, inde i en kirke, til Helvede. Herfra har jeg så skrevet min dagbog 1989-2019. Den aften tog jeg toget til Isola delle Femmine nord for Palermo, og da græd jeg på stranden, så ensom i solnedgangen, at to ukendte italienske kvinder kom mig i møde i bekymring for, om jeg ville gå i havet den aften, den 19. sept. 2007 i Palermo. De havde set mig på betydelig afstand, og jeg må have udstrålet en stille fortvivlelse. "L'amore, basta cosi, fiasko, per me, infelice miserabile" fremstammede jeg, grædende og grinede på samme tid, og de to kvinder smilede forstående: "nessun uomo ne vale la pena". De forlod mig en tid efter velvidende, at jeg ikke gik i havet den aften, og jeg vidste, at jeg skyldte dem en stor tak. Skulle jeg tage mit liv, ville jeg nemlig gå i havet - helst i Kattegat. Den magt, Sten Ebbesen havde over mig, er uhyggelig: konsekvenserne på KU og i de internationale forskningskredse. Jeg vil arbejde mig videre i livet, men manden har blokeret for mig - på KU og internationalt. Nu er det hans elever, der blokerer mit liv, ved at udelukke mig i udlandet, på rygter fra KU. John Marenbon, professor i Cambridge, skrev til mig i 2008, at han havde hørt rygter fra KU, og derfor bad mig med beklagelse om ikke at deltage i et åbent symposium.



Men min kærlighed til skolastikken og filosofien i 12-14. århundrede er forblevet usvækket. Jeg rejser i Europa siden 1990'erne, til forskningsbiblioteker og symposier. Jeg er over årene blevet klar over, at jeg forelskede mig i studier og forskning, som også i manden (det kan ikke nægtes). Derfor er lærer-elev relationer farlige for en ung kvindelig studerendes identitet og selvforståelse. Pas på med det!


STEN EBBESENS ELEVER

Sten Ebbesen har involveret sine – mig ubekendte - elever i personsagen: David Bloch, Heine Hansen, Jakob Leth Fink og Christina Thomsen Thörnqvist (Göteborg), der i dag skader mig internationalt, navnlig Heine Hansen, der fik mig holdt ude i Genève 2012, hvor konference-organisatorerne accepterede min deltagelse, men da Heine Hansen var medorganisator, blev den senere annulleret (jeg rejste ikke til Genève), og Christina Thomsen Thörnqvist, der som professor i Göteborg har bandlyst mig fra Göteborg og Göteborg-relaterede workshops og symposier (ingen kender mig i Göteborg). Jeg har dokumentation i form af e-mail fra Jakob Leth Fink, med flere. Det er kendetegnede for Sten Ebbesen, at han ser KU og den internationale forskning som et familieforetagende, der forudsætter loyalitet overfor ham. Sten Ebbesen opererer ikke med begrebet ”privat” eller ”fortid”. Enten er man medlem af familien eller også er man ikke medlem af familien. Ve den, der ikke er. Skellet mellem privat og arbejde findes ikke i forskningen, der er 24-7 (dvs. vel 12-14 timer i døgnet) for begge parter, og Sten Ebbesen er international. Sten Ebbesen, hans elever og nogle europæiske kollegaer vil holde mig udelukket fra faglige begivenheder in perpetuo.


Jeg var officielt accepteret (Irene Binini, 19-11-2018) som deltager i en offentlig workshop i Parma 2nd Parma Workshop on Medieval Logic and Metaphysics i december 2018, men Sten Ebbesen, der deltog, havde mistet sin datter Marie (f. 1972, †11. okt. 2018, cancer). Han var givet ude af balance og kan være uforudsigelig i sine handlinger overfor mig, der er eksistentielt bange for ham. Costantino Marmo, professor i Bologna, meddelte mig: ”Yes, you’d better stay away from Parma. I’m sorry. Costantino” (2-12-2018). I hensynet til Sten Ebbesen, deltog jeg derfor ikke. Sten Ebbesen har været på nippet til at slå ud efter mig foran publikum til et symposium i Cambridge (The European Symposia on Medieval Logic and Semantics) i 2014, da jeg havde samlet hans tabte kasket op fra gulvet i et andet lokale og diskret - uden at søge kontakt - lagde den på bordet foran ham. Han langede med en hvæsende sprut-grynt-lyd ud efter mig, en pludselig aggressiv bevægelse, mens vidner forbløffet så på, men jeg bevarede roen og fandt min plads. Det er KU, dvs. KU-sagen 1994-2019, der har dæmoniseret min person overfor Sten Ebbesen og hans mandlige danske elever. Hvis Sten Ebbesen mister besindelsen i det offentlige rum, er det mig, der skal betale den sociale pris. Det er for mig som outsider i København forbundet med et stærkt afsavn - der er pinefuldt - ikke at deltage, da det er eksistentielt vigtigt for mig at holde kontakten til mit forskningsfag og netværk i Europa. Havde KU haft et regelsæt vedr. KU-ansattes seksuelt betonede omgang med de én generation yngre KU-studerende, havde KU-institutlederens spontane handling efter KU-julefrokosten den 15-12-1989 ikke fundet sted, og mit liv havde set anderledes ud i dag. I stedet har KU sat en stopklods for mit liv in perpetuo og dæmoniseret en person med urette (cf. institutsekretærens projekt). Jeg var ikke den eneste ”sag” på Institut for Græsk og Latin. Det fhv. Institut for Klassisk Filologi, KU, kunne føre statistik på sammenblanding af privat og arbejde mellem KU-ansatte og KU-studerende (læs: tabuiserede seksuelle relationer med stor aldersforskel).


SYMPOSIER OG WORKSHOPS I UDLANDET

Jeg har gennem 2000’erne og 2010’erne deltaget i en del symposier og workshops i udlandet, hvor Sten Ebbesen har været tilstede (Avignon, Bonn, Bruxelles, Cambridge, Durham, Erfurt, Køln og Pisa). Min deltagelse er altid efter en nøje vurdering af symposiets faglige og sociale værdi for mig selv, samt tilstedeværelsen af egne bekendte, fhv. kollegaer og enkelte venner fra min tid i udlandet og fra 60-70 faglige rejser i Europa. Jeg gør altid mit yderste for, at begge parter – især Sten Ebbesen - føler sig gensidigt trygge på tålt afstand. Sten Ebbesen hilser aldrig. Jeg har som ung kvinde i 20’erne og 30’erne måttet forstille mig i udlandet, og udenlandske universitetsfolk (Cambridge, Lund, Stockholm) har henvist mig med projekter til at tage kontakt til Sten Ebbesen, overbringe hilsener til Sten Ebbesen (Freiburg, Palermo, St Andrews, med flere), som også nederlandske universitetsfolk i Nijmegen telefonerede Sten Ebbesen for at søge oplysninger om min person, da jeg søgte Ph.d. stipendium i Groningen 1999-2002. Jeg har ingen fremtid med ”Sten Ebbesen” allevegne i verden. Med 40’erne har jeg været mindre tilknappet internationalt. Jeg er i dag i 50’erne.


Sten Ebbesen mener formentlig, at jeg forfølger ham, mens jeg rejser i Europa og vil leve mit forskningsfag, som KU og hans mandlige danske elever forhindrer mig i at leve i København, Göteborg, m.v. Det ville jo nok have været bedre for alle - for Sten Ebbesen og for mig - om KU havde ladet mig begynde mit liv ’forfra’ på et andet fag, når studier og forskning ER en persons liv.



Hvorfor har KU ingen retningslinjer for KU-ansatte om opførsel overfor KU-studerende i afhængighedsforhold på KU? (DEKORUM) Udenlandske universiteter har klare entydige regler.




AKTINDSIGT

Sagen er umiddelbar tilgængelig for enhver. Den er et spejlbillede af bureaukratiet på KU, hvis beboere i studier, uddannelse og forskning ikke er mennesker, men "KU-ansatte", "KU-studerende", og så videre. Mit KU-synderegister ligger på min hjemmeside, men jeg skal slæbe rundt på KU's tunge relegationskors - in perpetuo. Digitalt var jeg forud for min tid på Humaniora i 1990’erne, for fagets skyld, ikke for min egen, men det forstod sekretariatschef Kirsten Stenbjerre som IT-ignorant ikke. Kirsten Stenbjerre sendte sagen i høring hos KU-institutleder Sten Ebbesen, hvorefter Kirsten Stenbjerre copypastede hans svarskrivelse, dog med kildeangivelse, samt afskrev hans beslutning.


KU-STUDENT

Skift studie! Der er ingen vej tilbage, når de sociale relationer først er gået galt på KU. "Kærlighed" på KU kan ikke fortrydes. Det er bare ærgerligt, hvis du er blevet forført af en KU-ansat i fortiden - med eller uden samtykke. Skift studie, for din tid og fremtid er forbi på det KU-studie, også i udlandet. Forhold på tværs af KU-hierarkiet er tabuiserede ved KU, men forbudt ved udenlandske universiteter. Forlad studiet, hvis du vil dit forhold det bedste, og husk, at lærer-elev forhold ofte ikke holder i længden. Forholdet bør udvikles, forandres og blive til noget andet - udenfor KU. Ingen kan i længden klare modstand på to fronter. Lad være med at blande arbejde og privat på KU. Lad ikke en KU-ansat sætte dig som KU-studerende i den situation, og hold dig selv væk. KU har ingen regler på området. Skift studie - for alles skyld. Måske kan du redde kærligheden, hvis den er det. Kærligheden gør så forbandet ondt, men på KU kan den blive en katastrofe for livet - dit liv! For KU fastfryser gl. personsager i fortiden - in perpetuo, og det uagtet de menneskelige omkostninger. KU vil laste den KU-studerende og frikende den KU-ansatte. Mænd synes uden ansvar? Projekter kollapser, også på KU, find et nyt og bliv ved med at finde nye projekter (studier)! Arbejd hver dag.


"Det enkelte menneske kan kun modnes gennem dagligt arbejde, men ikke, hvis der er rejst en mur mellem liv og gerning" (Ernst Toller: En ungdom i Tyskland. Kbh. 1919, s. 148).


KU-ANSAT

Hold dine kropsdele fra de KU-studerende! De unge kvinder i 20’erne er sprøde, nogle er sårbare (jeg var stærkt sårbar), uden livserfaring. De er afhængige af dig på KU, og er ikke legetøj. Du må selv klare en skilsmisse, og bør ikke spontant blande en KU-studerende ind i dit privatliv. Du skal tage ansvar! I er ikke ligeværdige parter på KU, tværtimod, og en KU-studerende kan have svært ved at sige nej til en KU-lærer. Du kan være en halvgud for en ung kvinde på KU. Lærer-elevrelationer er særligt sårbare. Du har magten. De KU-studerende har immatrikuleret sig på KU for at få en uddannelse, for at skabe sig en fremtid, for nogle en fremtid i forskning og videnskab på KU. KU støtter dig, men du kan for nemt - og ustraffet - skade en KU-studerende for livet. KU ser ikke på en KU-studerende, f.eks. taler ikke med en KU-studerende personligt, og KU's regler er til fordel for dig, ikke den KU-studerende.


Tal med den KU-studerende. Det er som regel det, kvinder vil, især en ung kvinde, endnu uden livserfaring. (En moden kvinde opfører sig ikke som en ung kvinde). En KU-studerende vil føle sig tryg på KU. Hun - altid en hun - har nok at kæmpe med i forvejen på KU. Undlad at involvere hele KU-bureaukratiet i sager, der indbefatter dit eget privatliv. Der går altid sag i sagen på KU - in perpetuo. Lad være med at forhindre den KU-studerende i at arbejde med studier og forskning. Det er derfor, de KU-studerende er kommet til KU. Kvinder i dag vil selv, og kan selv - også på KU - og kvinder er dygtige.


DEKANEN (Det Humanistiske Fakultet)

Et alternativt forslag. Jeg er ked af den cykelventil i 1994. Facaden holdt jeg, men hvilket indre kaos. Sker noget lignende på KU i fremtiden, hvad med løsningen: "Nå, lille ven, lad være med det. Enten ekspederer vi dig på et flerårigt studieophold i udlandet, eller også begynder du forfra på et andet institut. Du vil meget, og du kan meget (latin, græsk, hebræisk, flere moderne sprog), du er dygtig, og flittig. Hvad med historie? russisk? arabisk? persisk? teologi? Østeuropa? Så hjælper vi dig med det studieskift. Uddannelse er altid et gode. Det klarer du med dit intellektuelle overskud. Du hører jo til i kategorien: MEGET DYGTIG. Ikke noget med Sten Ebbesen, (situationen er også svær for ham). Ting tager tid, så lad tiden gå en tid. Du skal lære et nyt sprog, for en ny verden åbner sig for den, der lærer sig et nyt sprog. (Ulykke tænkes i modersmål). Så du kan læse Aristoteles på arabisk! Det er din vej i livet. Sådan tænkte dekanen John Kuhlmann Madsen og sekretariatschef, jurist Kirsten Stenbjerre ikke i 1990'erne, tværtimod. Dekanatet tænkte kun i "repressalier" imod KU-studerende, som John Kuhlmann Madsen sagde det åbent. Chefkonsulent, jurist Dorrit Wivel, der har afvist personlig samtale med mig, har tydeligvis fået en ide - ved personlig samtale med docent Sten Ebbesen på rektorsekretariatet i juni 1999 - om en anden person end mig. Det er naturligvis ikke muligt at klage til KU (Dorrit Wivel) over KU's sagsbehandling (ved Dorrit Wivel), samt KU's behandling af min person (beordret telefonisk ved Dorrit Wivel til Hanne Møller, Det Humanistiske Fakultet)


MINE FØLELSER OVERFOR STEN EBBESEN

Jeg holdt umådeligt meget af den ene Sten Ebbesen: den faderlige, intellektuelt gavmilde og omsorgsfulde personlighed - den internationale forskningsfader. MEN jeg var bange for den anden Sten Ebbesen: magtmennesket, den hensynsløse, kompromisløse, sort-hvid, ven-uven, enten-eller nulkommunikations personlighed. Jeg var instinktivt bange for Sten Ebbesen ved det første personlige møde, som jeg spontant blev presset ind i - på KU i december 1989. Jeg har skrevet dagbog siden 1989. Jeg beundrede Sten Ebbesen på KU som min lærer og et forbillede for studier og forskning. Det siges, at den ene person vandt over den anden person, da Sten Ebbesen blev morfader. Er min skæbne på KU mon indirekte også en utilsigtet konsekvens af Marie Delgado Ebbesens antipati? Marie Delgado Ebbesen døde i oktober 2018. (Også jeg blev stærkt berørt ved hendes stille hensoven).


Jeg, der er monogam, trofast af natur med en katolsk livsholdning og monastisk kulturbaggrund, ville gerne have levet mit liv i et studie- og forskningsægteskab - med Sten Ebbesen - men jeg i dag gift med min computer siden 1990’erne. Københavns Universitet har sat en mur for mit liv og gerning, ved at forhindre mig biblioteksadgang, adgang til offentlige symposier og forelæsninger, mulighed for eksamen og videnskabelige forsvar, samt ved et kolossalt bureaukrati - imod mig - igennem 30 år.



Min egen grundfølelse overfor professor emeritus Sten Ebbesen er i dag udgangspunktet den 15. december 1989 efter julefrokosten på KU: jeg er bange for ham, med en eksistentiel angst. Der er intet menneske, der har skadet mig - gennem hele livet - som han har gjort det og fortsætter med at gøre det - givetvis indtil den dag, han dør af naturlige årsager. Men jeg føler "hjemme" i det forskningsfag, der er vores fælles. Når jeg bliver holdt ude af en faglig begivenhed, føles det som at blive udelukket af den internationale familie, som jeg selv er et medlem af.


Sten Ebbesen afviste mig første gang deltagelse i en international fagbegivenhed ved det XI. European Symposia on Medieval Logic and Semantics i San Marino i 1994. Det var evident, at han internationalt ikke vil acceptere, at jeg var hans elev i 1990-1991, var Ph.d. stipendiat i fagfeltet ved Groningen Universitet 1999-2002, at jeg i 1994 var blevet fanget af uddannelsesloftet i Danmark, at min officielle chance - ved optagelse som studerende på KU i 2017 - for en formel omskoling til faghistoriker blev blokeret som konsekvens af Sten Ebbesens universitetsag imod mig på KU i 1990'erne (1999). Siden 2000'erne har Sten Ebbesen og i hans mandlige danske elever sørget for at holde mig udelukket fra såvel nationale som internationale faglige begivenheder, hvilket har været en katastrofe for mig, ikke mindst fordi jeg i 2000’erne og 2010’erne har oparbejdet et eget netværk i Europa - primært i Nederlandene, Skotland og Tjekkiet.



Jeg har skrevet rejsedagbog siden 1989, samt samlet dokumentation (Laurent Cesalli, Jakob Fink, John Marenbon, Christina Thomsen Thörnqvist, med flere). Havde Københavns Universitet haft en vejledende regel om DEKORUM for KU-ansatte i omgangen med (en generation yngre) KU-studerende, var alt dette ikke sket, og mit liv havde taget en anden form. Hvad der for den KU-ansatte kan være en fodnote i en fjern fortid på KU, kan for den KU-studerende blive en katastrofe i hverdagen - for livet. Sten Ebbesen har engang fortalt mig, at knuste drømme kan være helt forfærdelige; men knuste forskningsdrømme - her med et voldsomt privat tab - kan tage livet af en. (Det ved Sten Ebbesen fra sin fars historie). Jeg har derfor selv - med let store ord - intet valg andet end at gå videre ad den vej, jeg er sat i verden for at gå. "Another sad story?" (Christoph Kann i Düsseldorf i 2018). "Yes, another sad story". Min grundstemning er tristhed, det skulle ikke gå sådan (kærligheden); "privat" og "arbejde" er uløseligt sammenviklet i studier og forskning, som begge har viet et liv til.


TAVSHEDSPLIGT PÅ KU?

KU har involveret flere end 100 personer (skriftlige signaturer) i denne private personsag i fortiden, som ingen ved, hvad handler om. Det er skræmmende, når privat ikke er privat på KU, når en institutsekretær er velorienteret om private forhold (jeg testede på et tulipanbed askeonsdag i 1993, da jeg plukkede Sten Ebbesens tulipaner (unge kvinder kan have lidt KUK, når kærlighedsbrud skal håndteres, politiet afhentede mig i forhaven i Gentofte og kørte mig til mit barndomshjem i Charlottenlund, de to betjente grinede, trøstede og flirtede, mens jeg sad der forsagt med en favnfuld tulipaner), dagen efter var institutsekretæren orienteret, to dage senere hele instituttet). Det er skræmmende, når nationale, internationale elever og kollegaerne er velorienterede om private forhold i fortiden, når rygter bliver til vandrehistorier på KU, for derefter at blive erklæret for "faktiske forhold" (Dorrit Wivel), og dermed bliver til "sandheden" på KU, men også i en international verden udenfor KU - til ekstrem skade for mig i Danmark og i Verden - in perpetuo.


Min eksistens er et personligt emotionelt problem for Sten Ebbesen - den dag i dag. Men jeg har aldrig udgjort "en trussel for uddannelse og forskning på KU" (Sten Ebbesen til Dorrit Wivel i 1999; copypastet af Dorrit Wivel i KU's intellektuelle dødsdom i 1999), nærmere tværtimod!


Jeg kunne ikke - uden et eget fundament i livet - magte modstanden imod forholdet og forlovelsen: fordomme om den jævnaldrende onde stedmoder og jalousien på KU overfor professorfruen in spe. Mine studier og forskning har intet med status og penge at gøre, tværtimod. Jeg er født til studier og forskning. KU-sagen 1994-2019 har været en kamp for lykken, som jeg har tabt. Jeg ved ikke, om Sten Ebbesen nogensinde har holdt af mig (jeg burde have holdt fast, straks have skiftet KU-studie for at beskytte forlovelsen, men jeg var ung, uerfaren, usikker og meget forelsket). Det var måske panik på KU, fordi hustruen Anni Aggernæs havde forladt ham, kort forinden - i 1989? Tilfældigvis - et tilfælde, der har været totalitært afgørende for mit liv - var jeg den KU-studerende, der sad nærmest ved den julefrokost på KU i december 1989, som den eneste danske kvindelige KU-studerende i faget - latinsk skolastik - i Danmark. KU har, efter min mening, håndteret denne historie såre klodset ved at involvere flere end 100 navngivne personer i en gl. privatsag. Hvorfor løb KU-bureaukrater enkeltvis (som Jan Heckmann Nielsen efter ordre i september 2017) eller i flok (som fhv. personalechef Hanne Møller med Co. i marts 2017) rundt efter min person ved flere dokumenterede lejligheder på KU i 2011 og 2017? KU burde enten have regler om DEKORUM for KU-ansatte, eller i mindelighed have hjulpet en meget ressourcestærk KU-studerende med et studieskift. I stedet fastfrøs KU en gl. personsag og lader den ene part hænge på fortiden - in perpetuo, for livet. Jeg ville have fulgt Sten Ebbesen gennem livet, hvis jeg havde fået lov, og som jeg engang lovede ham (jeg har desværre endnu den stærke indre følelse, at jeg hører til der, hvor jeg gav mit ja! - såvel i faget som hos familien i forskning, men det er forskningsfaget, der fortsat trækker i mig).



"Der Mohr hat seine Arbeit getan! Der Mohr kann gehen" sagde professoren til studenten - med liv og fremtid i klemme på Københavns Universitet, takket være Hannah Krogh Hansen, Kirsten Stenbjerre, Dorrit Wivel og Hanne Møller. KU sværter hellere en KU-studerendes navn og omdømme til ... og blander gerne flere end 100 navngivne uvedkommende personer ind i en privatsag, en kærlighedskomedie på Københavns Universitet 



15-10-2019