se

Styrelsen for Forskning og Uddannelse (Bredgade 40. 1260 Kbh K), j.nr. 18/066890,

februar 2020

"Det enkelte menneske kan kun modnes gennem dagligt arbejde, men ikke, hvis der er rejst en mur mellem liv og gerning" (Ernst Toller: En ungdom i Tyskland. Kbh. 1919, s. 148)

PROFESSOREN, STUDENTEN OG KØBENHAVNS UNIVERSITET

RELEGATIO IN PERPETUO




Dette er en privatsag i 1990’erne, men det er faktisk en universitetssag ved KU 1994-1999, 2000 in perpetuo, også i 2020'erne. KU (sekretariatschef Kirsten Stenbjerre og chefkonsulent Dorrit Wivel) gjorde sagen til en universitetssag in perpetuo – imod den fhv. KU-studerende (Bernadette Preben-Hansen). Det er en personfølsom sag på 1500 sagsakter (de fleste skrivelser er skrevet af den KU-studerende), som KU har investeret ressourcer i, i stedet for diskret og i tide at hjælpe en KU-studerende med et studieskift. Problemet i historien er begrebet: in perpetuo. Sagen, der er uden ankemulighed, gik alle instanser igennem og svævede hos ombudsmanden (men havde passeret en 1-års forældelsesfrist og var derfor uden ankemulighed), for KU (Dorrit Wivel) sværtede den KU-studerende til uberettiget. Jeg blev som KU-studerende 'forført' ved en julefrokost på KU i 1989, spontant og uden samtykke. KU-institutlederen, som jeg ikke kendte, havde tilbudt mig et lift hjem fra KU ved midnat, hvilket jeg takkede ja til, men han kørte mig pludselig til sin egen privatadresse i Gentofte, i stedet for som aftalt et lift til Regensen i Københavns Indre By, hvor jeg som KU-studerende antog, at KU-institutlederen ville sætte mig af alene. Jeg var instinktivt bange (grundet erindringen som teenager i 1985 om to ustraffede, men strafbare hændelser, den ene efter Straffelovens kap. 24, berøvet evnen til at forsvare mig - overfor mænd, hvori jeg stod i et tillidsforhold: en arbejdsgiver, f. 1938 (fuldbyrdet, det var en gråzone-hændelse), og en barndomsvenindes far, f. 1943, ved studenterfesten i Charlottenlund, absolut uden samtykke, forhindret af hustruen og min barndomsveninde på fersk gerning. Manden er far til fire døtre).


KU-institutlederen opførte sig ordentligt (15-12-1989), men grænsen mellem privat og KU var overskredet. (Han var i ubalance og ensom, det forstod jeg instinktivt, selv en ensom studerende, og jeg blev efterhånden tryg). Han var KU-institutleder og 43 år. Jeg var undergraduate KU-studerende og 22 år. (Vi blev et par i julen 1989). "Det var bare noget, der skete", sagde han. Vi blev forelskede, og jeg vel nok i en familie- og forskningsdrøm. Det virkede så renfærdigt og rigtigt. Det fungerede for tre børn, der havde brug for deres far. Jeg holdt mig på sidelinjen. Vi blev forlovet (for katolikkerne er det 'ja' et ægteskab, der for katolikkerne er et sakramente) - og skilt i 1991. Vi var uvenner, sagde han, (jeg var ikke uvenner). Det er en trist historie.


Men mit 'ja' var et 'ja' - især til studier og forskning - det studie- og forskningsliv, som jeg lever i dag, med en yderst vanskelig og tidskrævende biblioteksadgang. Jeg - der som Sten Ebbesen er en privat person - har her skrevet privat fra en privatsag, fordi jeg selv mener, at forholdet var en privatsag i fortiden, men det er altså en universitetssag på KU, der vil skade mig in perpetuo, mener KU, dvs. også i 2020'erne. Da KU mener, at dette er en universitetssag in perpetuo, er dette altså ikke en privatsag i 1990'erne. Det tog KU 11 år at oprette en biblioteksordning og yderligere 11 år at effektuere rektors biblioteksordning, som jeg blev tildelt i 2004. Jeg har i de 11 år skrevet i hundredvis af rykkere til KU (Dorrit Wivel). Problemet er tiden, dvs. mit liv.


Jeg blev i 1990'erne klar over, at denne sag også handler om magt og status på Københavns Universitet, om forhold mellem KU-ansatte og KU-studerende på Københavns Universitet (KU's disciplinære ordensregler), men ikke om seksuelle forhold mellem KU-ansatte og KU-studerende på Københavns Universitet, herunder de vanskelige gensidige følelser, der ofte er forbundet med en skilsmisse, men især den massive blokade, der sættes op for en KU-studerende på Københavns Universitet. KU-bureaukratiet (dekan John Kuhlmann Madsen, sekretariatschef Kirsten Stenbjerre og chefkonsulent Dorrit Wivel copypastede KU-institutlederen imod den KU-studerende (der fik skylden på faktuel livstid), men afviste i 1994 at hjælpe den KU-studerende i tide med et studieskift. Uddannelsesloftet i Danmark gjorde den KU-studerende - universitetskandidat og ph.d. stipendiat i udlandet - til ufaglært, uudannet i det danske samfund over 25 år.


KU havde i 1990'erne ingen regler om DEKORUM - på KU - for KU-ansatte i forholdet overfor (generationen yngre) KU-studerende. En KU-studerende i de spæde 20'ere har den livserfaring, der følger med alderen (f. eks. om konsekvenser på KU i kølvandet af andres skilsmisse). Det traumatiske i denne universitetssag består i, at KU ikke vil slippe sagen, fordi den er en KU-principsag, men forfølger mig - fysisk (flere gange i 2011 og i 2017), senest i 2017. Jeg er intellektuel katolik, kvinde, og jeg vil studere, forske og publicere. Jeg vil ikke skjule historien - KU's behandling i årene 1994-1999, 2000-2019 af en (fhv.) KU-studerende - men det er jo egentlig en privatsag, som institutleder Sten Ebbesen til en universitetssag, og der gik sag i sagen på KU, fordi den ene part (Sten Ebbesen, f. 1946) var institutleder (senere professor) ved KU, den anden part (Bernadette Preben-Hansen, f. 1967) en undergraduate studerende ved KU. Historien er et eksempel, hvordan KU forvalter sager om privatliv, inhabilitet og lærer-elev forhold ved KU, Det Humanistiske Fakultet. Ulige kæresteforhold er socialt tabuiseret på KU, ved uligheden i status, magt og afhængighedsforhold på KU, især på tværs af generationer. Den KU-studerende står i et afhængighedsforhold til den KU-ansatte, især på snævre personfattige forskningsinstitutter i småfag. (Sten Ebbesens danske elever siden 2000'erne er - uden undtagelse - yngre mænd). Fysisk forfølgelse på KU - Søndre Campus - ved Hanne Møller (fhv. HR- og personalechef), Det Humanistiske Fakultetssekretariat, samt en ihærdig ældre kvindelig HK-er (veninde af institutsekretær Hannah Krogh Hansen i 1990'erne), samt eskorte ved Jan Heckmann Nielsen, AV-medarbejder. (Det var en rystende oplevelse at være vidne til den fysiske forfølgelse af min person på KU, uden at være klar over, at ræven, der ikke blev fanget, er mig). Hanne Møller (HR- og personalechef) skrev efterfølgende femten postforsendte skrivelser i 2011 og i marts 2017! Jeg havde et 2016-personalekort fra Folkeuniversitet i København, der havde kontor på Søndre Campus, og et KU-studiekort i september 2017. (Jeg havde organiseret en forelæsningsrække og var selv foredragsholder på KU i 2016). Jeg har aldrig talt med Hanne Møller (fhv. HR- og personalechef), men to-tre gange i 2010'erne siddet direkte ved siden af dekan Ulf Riber Hedetoft, og altså foran Hanne Møller (fhv. HR- og personalechef) ved forelæsninger på KU, der konsekvent sad på rækken bagved dekan Ulf Hedetoft og altså foran mig.


Den studerende kan ikke komme videre (inhabilitet, på et institut skal ansøgninger underskrives af en institutleder, og kan ikke underskrives, når en institutleder er inhabil; eksamen og videnskabelige forsvar er naturligvis udelukket), og bliver ugleset af alle, af andre studerende (også på universitetskollegierne), beskyldninger om kæresteforhold med henblik på at gavne egen karriere (sic!), af KU-ansatte, af KU-administrationen, der sker noget ved eksamen (det går brat nedad), når en KU-institutleder er inhabil, kollegaloyalitet, eksamen og videnskabelige forsvar og den studerendes karrieremuligheder bliver blokeret, en ung studerendes selvværd og identitet påvirkes voldsomt, især når den studerende er i de sprøde 20'ere; der sladres på KU, og ingen lader et par i fred, den studerende lades på ingen måde i arbejdsro. Jeg havde et legatfinansieret projekt (Dronning Ingrids Romerske Fond, med mere) i klemme med institutlederen. Jeg vil selv studere, forstå videnskaben, forske og publicere. Institutsekretæren gik op i, hvorvidt jeg som KU-institutlederens forlovede nu skulle "repræsentere" i stedet for hende. Jeg ville være den studerende, ikke "professorfruen in spe". Jeg ville studere - ikke "repræsentere". Vi var et privat par, af to blufærdige og private personer, der aldrig viste hverken forhold eller fællesskab på KU.


Jokeren i historien er den magtfulde kvindelige institutsekretær (Hannah Krogh Hansen), der også kontrollerede de videnskabeligt ansattes privatliv på et snævert forskningsinstitut (Institut for Græsk og Latin) ved KU i 1990'erne. Institutsekretæren blev lejlighedsvis omtalt som "politimanden". Hun var HK'er, men sad i Akademisk Råd og i Fakultetsrådet sammen med sekretariatschef Kirsten Stenbjerre og dekan John Kuhlmann Madsen. Institutsekretæren chikanerede mig groft, barnligt og ustraffet på instituttet i 1990'erne (dokumentation på fakultetet). Hun kommenterede siden 1990 dagligt på forholdet, og hun viste sin glæde og lettelse på instituttet, da forlovelsen gik i stykker i 1991. (Jeg undgik hende, fordi hun spurgte ind til private forhold). Institutsekretæren ansporede KU-institutlederen (min fhv. forlovede og samlever) til at rejse universitetssag imod den KU-studerende (hans fhv. forlovede og samlever) på KU 1994-1999, i stedet for den private samtale, som den studerende anglede efter i 1993.


Privat var den studerende, der var "fars elev-veninde" i 1990-1991, men også "den omtrent jævnaldrende onde stedmoder" jf. den hjemmeboende teenagedatter, Marie Delgado Ebbesen, 1972-2018 (den KU-studerende var uden skyld i forældrenes skilsmisse i 1989-1990, men den mig tildelte rolle som "den onde stedmoder" var ufrivillig). Fejlen var i 1991 at tilflytte - og renovere i - et barndomshjem for tre børn, en familieadresse med jævnlige uanmeldte visitter ved den fhv. hustru (1970-1990!!), og hyppige familiemiddage, hvori jeg ikke deltog. Ufrivilligt kom jeg til at ydmyge hustruen, og jeg følte mig selv ydmyget. Ingen var informeret om noget. Vi havde haft det godt, børnene og jeg, med mig på en sidelinje gennem halvandet år, men et nyforlovet par bør ikke bo sammen, hvis det ikke er hensigtsmæssigt for familien, og da slet ikke på familiens adresse. Det var en synd mod alle parter. (Den meget-talende teenagedatter var optaget af aldersforskellen, fuld af fordomme og personlig kritik i hverdagen - hver dag, men at jeg "havde taget hendes far fra hende", den sorg forstod jeg. Hun såede tvivl om sin fars motiver og forstod ikke, at forlovelsen var alvor (for mig). "Far bruger dig imod mor. Han elsker kun mor og kommer aldrig til at holde af dig. Du er fars trøsteklud!" (Marie Delgado Ebbesen). "Tre børn - det er nok!" Sten Ebbesen vendte sig imod mig på adressen, og jeg turde ikke tale med en far om forhold i familien. Jeg mistede mit selvværd, følte mig i afmagt og overskred hans grænser (jeg stak ham i frustation en lussing - i Gentofte). Vi burde have holdt på separate adresser og lærer-elev forholdet, dér hvor det fællesskabet var). Jeg fraflyttede med lettelse, men ville ikke skilles. Jeg savnede Middelalderbiblioteket på KU, hvor jeg følte mig hjemme. Jeg ville være den studerende, ikke den onde stedmoder! Jeg ville selv have arbejdsro.


Institutlederen, der var optaget af sin egen arbejdsro, forstod ikke, at også den studerende måtte kunne arbejde i hverdagen, samt trivedes bedst på Middelalderbiblioteket udenfor instituttets kontortid, om aftenen og ud på natten. Studier og forskning kom frem for flere af instituttets forskere, efter institutsekretærens fyraften.


Sten Ebbesen brød forlovelsen (1991), så spontant som han havde indledt forholdet på KU (1989) - uden samtale - og afviste enhver kommunikation in perpetuo, såvel privat som på KU. Der stod jeg så med mit legatfinasierede projekt (Dronning Ingrids Romerske Fond), som jeg var ked af, og en uforløst kærlighed, der ønskede samtale for at finde en indre balance (jeg ville ikke skilles), min stærke drift til at arbejde samtlige døgnets vågne timer, og jeg forsøgte forgæves at arbejde med en lukket dør til vores fagbibliotek på KU. Studier og forskning er døgnets vågne timer. Institutsekretæren forhindrede mig arbejdsadgang til Middelalderbiblioteket. KU-institutleder Sten Ebbesen afviste mig ubegrundet arbejdsadgang til de for studier og forskning nødvendige biblioteksressourcer, i særdeleshed instituttets mikrofilmsamling, samt hævdede senere overfor fakultetet, at han havde tilbudt vejledning (sandheden er, at han hverken ville hilse på eller tale med mig).


DEPRESSIONEN

Jeg var trængt op i en krog og kollapsede. Mine studier, karrieremuligheder og fremtid kollapsede på KU. Overlevelsesmood, et nervesammenbrud, depressionen kom snigende fra 1994, toppede i 1999-2002, og løstes op omkring 2005, men forsvandt aldrig helt. KU (Kirsten Stenbjerre og Dorrit Wivel) hængte mig ud i 1999 (herunder alvorlige falske anklager, som jeg afviste). Historien kunne have kostet mig livet. Depression er et indre dæmon, der stopper livet. Fra de yderste cirkler i Dantes Inferno imod den inderste cirkel. Den inderste cirkel er uden bevægelse. Tankerne cirkler i sort og hvidt og blodrødt, indtil følelserne er frosset, og blodet er blevet sort. Græsset bliver sort og himlen er skingrende hvid. Depression er uden handlinger og er ikke udadrettet. Depressionen er udenfor tid og rum, og bagefter er der passeret år, hvorom der ingen erindring er. Det var som om et rum i hjernen brændte af. Jeg skrev og skrev, jeg svømmede mig gennem et blodrødt ocean af vin. Jeg savnede Middelalderbiblioteket på KU. Jeg savnede min lærer. Jeg har altid elsket mit forskningsfag, min fhv. forlovede og min fhv. familie, og især min internationale forskningsfamilie. Nu var jeg en kvindelig Job (Jobs Bog). Den sindstilstand er ikke udadrettet, eventuelle destruktive handlinger er rettet indad mod en selv, selvskade. Sorgen er lammende, den blev kronisk, så kom vreden, der vel er en overlevelsesmekanisme? En erantis i den sorte jord blev langsomt gul og grøn. Græsset blev grønt. Derefter balancen, egenidentiteten, man får sin person igen, erfaringen, roen og tilgivelsen.


KU har dømt denne sag som en universitetssag in perpetuo. Selv mener jeg, at den vel egentlig er en privatsag i fortiden? (Samtidig med Sovjetunionens sammenbrud). Jeg blev relegeret fra KU i 1999 (ved Kirsten Stenbjerre og Dorrit Wivel). Jeg arbejdede forinden og senere (forgæves) for min eksamen, min magisterkonferens, min uddannelse, min Ph.d. og for min arbejdsadgang til vores videnskabelige forskningsbibliotek (Middelalderbiblioteket ved Institut for Græsk og Latinsk Middelalderfilologi, senere Institut for Græsk og Latin) og mikrofilmsamling.


SKIFT STUDIE!

Kære KU-studerende, kommer du i den situation, også uden din vilje: skift studie nu og her, for at redde din fremtid, måske også dit privatliv, eventuelt dit ægteskab! Der er ingen vej tilbage på KU, heller ikke, hvis det er den KU-ansatte, der har brudt KU's uskrevne regler. (KU-institutlederen fik sin vilje - i enhver forstand). KU skal beskytte den KU-ansatte, men ikke de KU-studerende. Der er intet juridisk forsvar for en KU-studerende på KU. KU havde ingen regler om DEKORUM for (videnskabeligt) KU-ansatte på KU - om privat adfærd på KU overfor KU-studerende. Det er svært for en ung KU-studerende at gå til dekanen, hvis der er "noget" med en ældre KU-ansat. Ulige forhold på KU er skamfulde. Skylden lægges på den KU-studerende. Og der var ingen hjælp at hente på KU for en KU-studerende under et såvel indre som ydre pres. KU (Kirsten Stenbjerre og især Dorrit Wivel) satte derimod et fhv. forlovet par imod hinanden qua status på KU, fordi den ene var KU-institutleder (senere professor), den anden en - generationen yngre - KU-studerende, der arbejdede for sin uddannelse og fremtid. UDDANNELSESLOFTET har været mit livs katastrofe og har gjort mig som kandidat til ufaglært / uudannet hele livet, fordi Sten Ebbesen spærrede min vej videre, ikke alene i Danmark, men også i udlandet, (rygter fra KU, fra Sten Ebbesens mandlige danske elever, og værst af alt: blokaden på min biblioteksadgang til vores videnskabelige fagbibliotek).


Historien her burde have resulteret i hjælp til den ulykkelige KU-studerende i klemme på KU i 1990'erne, diskretion samt respekt for privatlivets fred (institutsekretær Hannah Krogh Hansen spredte rygter på det Humanistiske Fakultet i 1990’erne og 2000’erne. Hun spredte rygter - trods tavshedspligten - for at skade den KU-studerende, men hun skadede reelt KU-professoren) og et studieskift for en evident dygtig KU-studerende, ikke mindst for KU-institutlederens skyld. Men KU (dekanen John Kuhlmann Madsen) skrev alene om "repressalier overfor KU-studerende" og skød al skyld på den KU-studerende. Uddannelsesloftet blokerede for et studieskift, fordi den KU-studerende var kandidat. Dekanen (John Kuhlmann Madsen) ydmygede den KU-studerende, og skabte yderligere splid, da dekanen indkaldte Sten Ebbesen til samtale. Han tabte ansigt på KU. Der gik sag i sagen, der begyndte at handle om magt, og KU-bureaukratiet - ikke mindst på Det Humanistiske Fakultetssekretariat - har efterhånden indblandet flere end 100 navngivne personer i en sag (faktuel er sagen om cykelventilen i 1994), som indbefatter en privatsag i fortiden. Derfor handler den ikke om Sten Ebbesen og mig, men den er blevet et spejlbillede af bureaukratiet på KU.



FAKTISKE FORHOLD PÅ KU / DORRIT WIVEL

Hvad er jeg skyldig i på KU? Jeg har trukket en cykelventil ud af institutleder Sten Ebbesens cykel i 1994, samt i frustration skrevet nogle vrede mail til samme i 1999. Jeg var da blevet chikaneret af institutsekretær Hannah Krogh Hansen i 1990'erne (med dokumentation på fakultetet), havde forgæves måtte kæmpe for eksamen (hvem skulle føre mig til eksamen?), et forlist legatfinansieret forskningsprojekt, samt arbejdsadgang til fagbibliotek og mikrofilmsamling. Fordi han som KU-institutleder ikke beskyttede mig som KU-studerende. En KU-institutleder har også et ansvar på KU, for egne handlinger og for sine studerende ved KU, men det er ikke virkeligheden på KU. Institutleder Sten Ebbesen klagede til dekanen (John Kuhlmann Madsen) over sin forliste cykelventil. Jeg har - med Institut for Græsk og Latinsk Middelalderfilologi og Middelalderbiblioteket i tankerne - afskrevet 10.000 kartotekskort (instituttets mikrofilmkatalog), med studielederens viden, men studielederen (Jørgen Mejer) underrettede ikke institutlederen (Sten Ebbesen). Sekretariatschef Kirsten Stenbjerre er IT-ignorant, hun forstod ikke, hvad en database er. Det digitale kopi står til rådighed for KU (som skrevet til sekretariatschef Kirsten Stenbjerre i 1998. Hun afskrev ordret Sten Ebbesens skrivelser, med kildeangivelse, og Sten Ebbesen lod arbejdet ubeset). Jeg har besvaret institutleder Sten Ebbesens ukvemsord med egne ukvemsord på KU's parkeringsplads i 1994. Det må man naturligvis ikke. Institutleder Sten Ebbesen klagede til dekanen (John Kuhlmann Madsen) over ukvemsord. Vi er begge private personer, men det er en universitessag, skrev KU. Jeg har acceptere sandfærdige anklager, men forsvaret mig selv overfor falske anklager (chefkonsulent Dorrit Wivel, som ordret afskrev Sten Ebbesens skrivelser, uden kildeangivelse) i 1999. Dekanen erklærede Sten Ebbesen inhabil i 1994, men chefkonsulent Dorrit Wivel copypastede sidelangt og uden kildeangivelse en rapport, der var skrevet af Sten Ebbesen i 1999. Jeg fandt den ved aktindsigt, og Sten Ebbesen skriver som en middelalderlig logiker. Rapporten skrev - også - om ufaktiske forhold, som chefkonsulent Dorrit Wivel erklærede for "faktiske forhold". Et anklagepunkt om "tilegnelse af andres upublicerede forskning" er dokumenteret usandt og blev tilbagevist i 2001. (Jeg klagede til Uddannelsesstyrelsen over Dorrit Wivels sagsbehandling). KU behandlede sagen på grundlag af KU's disciplinære ordensregler imod KU-studerende. Jeg accepterede relegationen (som en umiddelbar mental lettelse), men forstod ikke: in perpetuo. Sten Ebbesens mandlige danske elever - og Sten Ebbesen selv - har gjort sagen delvist international. Aktindsigt er umiddelbart tilgængelig. (KU vil skjule historien). Uddannelsesstyrelsen gav (mig) et delvist medhold i 2001, og ombudsmanden hjalp (mig) i 2011 vedr. effektueringen af en bibliotekssærordning, som rektor tildelte (mig) i 2004, men som Det Humanistiske Fakultetssekretariat først effektuerede i 2015. Kendetegnende ved KU-sagen er, at Dorrit Wivel indkaldte Sten Ebbesen til møde i 1999, men afviste mig et møde. Jeg er skyldig i "grove overtrædelser af KU's reglement", skrev chefkonsulent Dorrit Wivel, men jeg kan ikke genkende det portræt af min navnefælle, chefkonsulent Dorrit Wivel har tegnet i rektorsekretariatets sagsakter i 1999 indtil hendes pension i 2016. Jeg har afvist usande påstande og opponeret voldsomt.



DØDSDOMMEN 1999

KU’s dom faldt (ved Dorrit Wivel), mens jeg var Ph.d. stipendiat ved Groningen Universitet med et nederlandsk stipendium. Jeg var grundet tidspresset ved et udenlandsk universitet - men også en mental udmattelse - ikke i stand til at forsvare mig (ombudsmandens 1 års-forældelsesfrist). Sekretariatschef Kirsten Stenbjerre, der var berygtet på Det Humanistiske Fakultet for radikale domme, har næppe forstået, at dommen indbefattede en faglig landsforvisning på livstid, samt at den lænkede mig til fortiden, fordi KU blokerede mit liv. Uddannelsesstyrelsen henviste mig til Danmarks øvrige universiteter, da "KU vil ikke behandle dig godt i fremtiden, men KU har så megen magt, og vi kan intet gøre" (Ulla Kjær i 2001), men faget findes alene i København.



EN SAMTALE PÅ DET HUMANISTISKE FAKULTETSSEKRETARIAT, KU, ca. 1995

"Bøger? Hvad skal du med bøger? Du er jo kandidat" spurgte en kvindelig jurist på Det Humanistiske Fakultetssekretariat. "Jamen, jeg er først lige begyndt. Kandidaten er bare en grad", svarede jeg som konferensstuderende. ”Jeg har brug for arbejdsadgang til fagbibliotek og mikrofilm - hver dag. KU er da et universitet: en lærdoms- og forskningsinstitution?” (En kandidat i latinsk middelalderfilologi er ingen erhvervsuddannelse). ”Du må henvende dig til institutlederen med det spørgsmål!” sagde juristen. ”Jamen, det er jo netop det, jeg ikke må!” ”Det er dit problem”, svarede juristen. Det var så det på Det Humanistiske Fakultetssekretariat. Jeg gik straks til studielederen (lektor Jørgen Mejer), der gav mig en mundtlig biblioteksordning. Institutleder Sten Ebbesen klagede til dekan John Kuhlmann Madsen. Sekretariatschef Kirsten Stenbjerre gav mig en advarsel for et korttidslån af een bog med efterladt låneseddel med navn og dato, men Det Humanistiske Fakultetssekretariat løste ikke problemet med arbejdsadgang til præsensbiblioteket for en dygtig KU-studerende, der skrev på sin konferensafhandling.



Sten Ebbesen og Niels Jørgen Green-Pedersen har udtrykt det:
"Science, scholarship and books go together. Without books no science or scholarship"
(Sten Ebbesen. The Danes, science, scholarship, and books in the Middle Ages. Living Words and Luminous Pictures (ed. Erik Petersen). Copenhagen 1999, 119).


"The work on this book has been performed in the Institute of Greek and Latin Medieval Philology <i dag: SAXO-biblioteket> under the University of Copenhagen. Had I not got the chance to work there, I could never have written it" (Niels Jørgen Green-Pedersen. The Tradition of the Topics in the Middle Ages. München 1984, 9).



Det Humanistiske Fakultetssekretariat effektuerede rektors 2004-bibliotekssærordning i 2015 (ombudsmanden skrev i kandidatens favør i 2011). (Det havde taget KU elleve år, 1994-2004, at få oprettet en biblioteksordning, og det tog KU yderligere elleve år, 2004-2015, at få den effektueret). Professor Sten Ebbesen synes at have modsat sig biblioteksordningen (personligt til mig) om begrænset arbejdsadgang til SAXO-instituttets biblioteksressourcer på Det Kongelige Biblioteks forskerlæsesale. Han har gentagent afleveret "undskyldninger" til Det Kongelige Bibliotek, den fhv. chef for Håndskriftafdelingen, samt modsat sig et begrænset udlån af mikrofilm fra SAXO-instituttets mikrofilmsamling, senest i 2015 til personalechef Hanne Møller, Det Humanistiske Fakultet (skriftlig dokumentation på fakultetet).

 

Jeg blev optaget som KU-studerende i 2017 på SAXO, HISTORIE, men annulleret seks uger senere med henvisning til Sten Ebbesen-sagen 1994-1999.

 

Pointen er, om KU måske kunne overveje jurisdiktionen for begrebet: in perpetuo? Se på personforhold og private motiver som hævn, med mere. Se på enkeltsager (med baggrund), tale med delinkventen selv (mig), og ikke alene med uvenner (der nærer personligt fjendskab), samt i tide muliggøre et studieskifte, for at beskytte den KU-ansatte, men ikke mindst en meget dygtig KU-studerende. Den gl. regel om ikke at blande privat og arbejde, især ikke i studier og forskning, er velbegrundet, og de KU-studerende bør vide, hvad de går ind til på KU, når seksuelle forhold dannes på tværs af KU-hierarkiet, hvis den ene tilhører toppen af KU’s videnskabelige verden, den anden er en undergraduate KU-studerende. Det er ikke socialt muligt på KU. KU-bureaukratiet vil sætte en mur for den KU-studerendes liv og gerning. Jeg er i dag taknemmelig for de sociale livserfaringer, jeg noget utilsigtet har fået med på vejen i for ung en alder. Jeg er taknemmelig for, at min fhv. forlovede har vist mig min livsvej. Den er så rigtig og renfærdig. En vigtig lære for en KU-studerende, men også generelt i studier og forskning, er, at man forliser projekter. Års arbejde kan gå til spilde, og det kan ske gang på gang, men man skal også lade projekter forlise, for der er en lære i det. At forlise projekter er en del af studier og forskning.