se

Styrelsen for Forskning og Uddannelse, j.nr. 18/066890,

Postboks 2135

1015 København K

11. februar 2020


Dekorum på KU?

Forhold mellem KU-ansatte og (generationen yngre) KU-studerende

"Er wußte, daß ein Volk, ebenso wie ein Mensch, nur in täglicher Arbeit reift, aber nicht, wenn eine Mauer zwischen Leben und Tat gesetzt ist"


"Det enkelte menneske kan kun modnes gennem dagligt arbejde, men ikke, hvis der er rejst en mur mellem liv og gerning"


Ernst Toller: En ungdom i Tyskland [Eine Jugend in Deutschland]. Kbh. 2019, s. 148.

EN SAMTALE PÅ DET HUMANISTISKE FAKULTETSSEKRETARIAT, Københavns Universitet, ca. 1995:

 

"BØGER? Hvad skal du med bøger? Du er jo kandidat", spurgte en kvindelig jurist på Det Humanistiske Fakultetssekretariat, KU.

"Jamen, jeg er først lige begyndt. Kandidaten er bare en grad", svarede jeg som konferensstuderende (magistergraden). ”Jeg har brug for arbejdsadgang til fagbibliotek og mikrofilm - hver dag. KU er da et universitet: en lærdoms- og forskningsinstitution?” En kandidat i latinsk middelalderfilologi er ingen erhvervsuddannelse; der venter intet job i dansk erhvervsliv. En kandidat i et forskningsfag er en begyndelse, ikke en afslutning. Vejen går til Ph.d.’en og videre (publikationer). De kvindelige KU-jurister syntes ikke at forstå humanisternes studie- og forskningsveje?


”Du må henvende dig til institutlederen med det spørgsmål!” sagde juristen. Den KU-studerende havde et projekt i klemme

(Aristotle's Rhetoric in Latin Scholasticism: et intellektuelt utilfredsstillende projekt), med legat (institutleder Sten Ebbesen havde underskrevet ansøgningen) fra Dronning Ingrids Romerske Fond (1992-1993).


”Jamen, det er jo netop det, jeg ikke må. Det er jo derfor, jeg er hér!” (dekan John Kuhlmann Madsen havde - på anmodning af den KU-studerende i 1994 - erklæret KU-institutleder Sten Ebbesen inhabil. Jeg var bange for ham).




GENTOFTE

Den private relation var KU-institutlederens spontane helt uventede initiativ på KU efter instituttets julefrokost den 15. december 1989, ved midnat. KU-institutlederen, en tilfældig bordherre, hældte snaps i glasset, for rigeligt. Jeg kendte ham ikke og er generationen (21 år) yngre. Den KU-studerende, f. 1967, var beruset, (lidt bange for) og blev *bange for KU-institutlederen, f. 1946, der havde tilbudt et lift "hjem". Den sky, generte og reserverede 22-årige KU-studerende havde ikke udvist 'interesse' og var ikke tiltrukket af 43-årige KU-institutleder. Den KU-studerende havde takket ja til et lift til Regensen (Indre By, København), men pludselig kørte KU-institutlederen til en privatadresse i Gentofte, uden den KU-studerendes samtykke. KU-institutlederen opførte sig ordentligt (der var desforuden tre børn på adressen). Det handlede vist om ensomhed og ubalance. Han græd stille i vognen. KU-institutlederen inviterede til middag i Gentofte, den 26. december 1989 (2. Juledag, uden tre børn på adressen). KU-institutlederen hældte rødvin i glasset, for rigeligt. Der udviklede sig, efter at *forholdet var indgået, et begyndende venskab, en gensidig forelskelse (især jeg blev forelsket, mere i middelalderens filosofihistorie, mindre i manden, mere i læreren, tosomheden, med en intens følelse af samhørighed, også på afstand (den varede 10-15 år, i 2010'erne blev jeg min egen person); med sikkerhed i viljen til studier og forskning), og et lærer-elev forhold i 1990-1991. KU-institutlederen ønskede sig danske elever, dvs. mandlige elever. Forholdet var lykkeligt i halvandet år. Det virkede rigtigt og renfærdigt. For mig som dengang praktiserende katolik en alvorlig livssituation. Familie, forskning, fællesskab og tilhørsforhold, mere kan ingen ønske sig (jeg var glad), MEN:



EKSAMEN

Det blev til svære problemer med eksamen på et småfags-institut på KU. En KU-studerende vil bedømmes på egne præstationer, ikke på eksaminators diskussion med censor vedr. en KU-institutleders potentielle indflydelse. KU-institutlederen holdt sig væk fra eksamen og emner, som ikke lå i fælles interessefelt. (Jeg blev 'sat til' at skrive kandidatspeciale om et emne, jeg ikke selv var interesseret i). Den KU-studerendes resultater faldt i perioden. "Du skulle jo egentlig have haft et 11, men grundet det der med Sten bliver det et 10", sagde eksaminator (docent Jørgen Raasted, d. 1995). "Censor må jo skelne mellem dit arbejde og institutlederens. Du kan jo klare dig for godt her ved instituttet, bedre end du er værd, nu du er kæreste med Sten" (Hannah Krogh Hansen 1991). "Du må ikke sige til nogen, at du er kæreste med Sten. Det kan skade ham på Fakultetet" (Hannah Krogh Hansen). Dagligt kommenterede institutsekretæren på forholdet i 1990-1991. KU-institutleder Sten Ebbesen besluttede i 1993, at den KU-studerende skulle forlade KU (cf. Jørgen Raasted). Det ville den KU-studerende ikke!! "Sten vil ikke have dig i faget" (Jørgen Raasted, ca. 1994).


"Jeg har magten til at få dig relegeret fra KU" (Sten Ebbesen på KU i 1994). Den KU-studerende er ikke-uskyldig, men var i ubalance, ca. 1994. Sagerne (ved KU-institutleder Sten Ebbesen) hobede sig op: sagen om cykelventilen i 1994, sagen om ukvemsordene (institutlederen tiltalte kun den studerende med *ukvemsord på KU, hvortil den studerende svarede igen på samme vis på KU's parkeringsplads; dekanen gav den studerende skylden, hvorfor den studerende skrev dagbog), sagen om det ene boglån fra præsensbiblioteket - med låneseddel med navn og dato, sagen om den forsvundne fax (den studerende er ikke-skyldig i den sag), sagen om de siden 1970'erne bortkomne bøger, som den KU-studerende genfandt på institutbiblioteket og samme dag afleverede til Det Kongelige Bibliotek, sagen om kopien af instituttets mikrofilmkatalog på 8.000 kartotekskort i 1997/1998. "Gør, hvad du vil, men du må selv tage ansvaret", sagde studieleder Jørgen Mejer, der var orienteret, men ikke talte med institutlederen.


1993/1994

KU-institutleder Sten Ebbesen erklærede uvenskab på KU i 1993/1994, han afviste enhver kommunikation (ingen samtale og ingen hilsen i hverdagen på KU). Institutsekretær Hannah Krogh Hansen chikanerede den KU-studerende groft på instituttet siden 1993 (dokumentation på Fakultetet, bl.a. returnering uden varsel af et 10-måneders stipendium til Vatikanet i 1995). Institutsekretæren var modstander af forlovelsen mellem docenten og studenten på KU - qua status på KU. Hun såede splid det forelskede par imellem i 1990-1991. Hun spredte rygter på Fakultetet i 1990'erne, trods dekanens tavshedspåbud i 1994. Fra studerende fra andre institutter hørte jeg vandrehistorier - om mig selv. Institutsekretæren tømte uden varsel min computer for data (jeg skrev til dekanen i 1994). Hun organiserede sociale alliancer blandt nye studerende på Græsk og Latin imod den KU-studerende. Hun låste min vinterfrakke inde for i at nægte at udlevere den en februardag i 1994 (et øjenvidne udleverede frakken efter institutsekretærens fyraften), med mere på samme niveau.


Den KU-studerendes eksamen (konferensen) var blokeret siden 1994. KU-institutlederen afviste den KU-studerende arbejdsadgang siden 1993 til fagbibliotek (SAXO-biblioteket, Græsk og Latin), samt til instituttets mikrofilmsamling af middelalderlige latinske filosofiske håndskrifter.


”Det er dit problem”, svarede juristen.

Det var så det, ca. 1995, på Det Humanistiske Fakultetssekretariat, KU.



I 2017 blev jeg optaget som KU-studerende ved SAXO, Historie. Min optagelse blev annulleret seks uger senere med henvisning til Sten Ebbesen-sagen 1994-1999 på KU. Det betyder, at KU har 'lænket mig' in perpetuo til Sten Ebbesen-sagen, uden mulighed for at vise, hvad jeg duer til og for at skabe mig en fremtid (et levebrød). KU-bureaukratiet har forfulgt mig - fysisk - på Det Humanistiske Fakultet i september 2011, i marts 2017 og i september 2017, som beskrevet i mine skrivelser til cf. Hanne Møller, fhv. HR- og personalechef, Det Humanistiske Fakultet.



DEKORUM på KU?

KU har ingen regler om DEKORUM på KU for (seksuelle) forhold mellem KU-ansatte og (generationen yngre) KU-studerende i afhængighedsforhold på KU til samme KU-ansatte: det er ét af KU's sociale tabuer. De unge kvindelige KU-studerende i de sprøde 20'ere er sårbare; der er store følelser på spil, men ofte også personlig usikkerhed. De unge kvindelige undergraduate KU-studerende er betroet i de generationen ældre mandlige KU-ansattes varetægt i professionelle lærer-elev relationer, ikke i private seksuelle forhold på tværs af magt og status på KU. Problemet var udbredt på Det Humanistiske Fakultet i 1990'erne, især i de små forskningsfag. Alene Institut for Græsk og Latin kunne i 1990'erne, primo 2000'erne præstere to andre forhold i samme kategori med en aldersforskel på en generation. Ingen forhold blev lykkelige.


Den KU-studerende må igennem modstand, mistro og usandhed, men også sladder om motiver for forholdet, social udstødelse og isolation på KU; en ung KU-studerende kan falde i en alvorlig identitetskrise (jeg var 22 år!), sorgen over tabet af en lærer, familie- og livsdrømme, sorgen blev kronisk (for mig depression ca. 1996/1997-2004, svær til livstruende i Nederlandene i 1999/2000, i det første arbejdsår af mit Ph.d. stipendium ved Groningen Universitet), samt får sit liv og fremtid blokeret. I snævre kredse, små forskningsfag, har en sådan personsag store internationale konsekvenser.


Personsagen er gået i arv til professorens danske mandlige elever i København (SAXO, Græsk og Latin), svenske kvindelige elev-professor i Göteborg (Christina Thörnqvist Thomsen), samt italienske elevkollegaer (Costantino Marmo, Luisa Valente), en britisk professor i Cambridge (John Marenbon), franske kollegaer i Paris (Irène Rosier) og Genève (Laurent Cesalli), med flere. Sten Ebbesen har selv talt om sagen i de snævre internationale kredse og dermed vendt personer imod mig. Navnlig er det problematisk med Genève (Laurent Cesalli). Heine Hansen (SAXO, Græsk og Latin) fik omgjort min forinden accepterede deltagelse i et symposium i Genève i 2012. Jeg taler aldrig om sagen i de internationale kredse. Docent- / undergraduate studerende-forhold er ikke tilladt på mange udenlandske universiteter, flere steder er det utænkeligt.



Eksamen og ansøgningsmuligheder på KU blokeres ved inhabilitet og kollegialitet på KU. KU-studerende vil selv studere og forske, det er jo derfor den KU-studerende er kommet til KU! Jeg insisterede på at være den KU-studerende, ikke "professorfruen", der kunne "repræsentere" (cf. Hannah Krogh Hansen).


En KU-institutleder kan rejse disciplinærsager på KU (også i private forhold) imod den (generationen yngre) KU-studerende, der står helt uden juridisk forsvar på KU.


Med en kandidatgrad i et universitetsforskningsfag, men med vejen blokeret på KU, og delvis i verden, og uddannelsesloft i Danmark, blev den KU-studerende ufaglært, uuddannet.



*Den KU-ansatte droppede den KU-studerende fra den ene dag til den anden i 1991, uden samtale. (Den KU-studerende, f. 1967, mistede sin arbejdsro ved at bo sammen med en omtrent jævnaldrende teenagedatter, f. 1972, i eget barndomshjem (for tre børn), med hyppige uanmeldte besøg af fhv. hustru 1970-1990, Anni Aggernæs, på hendes fhv. adresse. Hvad ideen var med den installation, er en gåde. Det var en synd mod alle parter. Den KU-studerende havde i afmagt stukket KU-institutlederen en lussing i Gentofte i december 1991, da KU-institutlederen fremkom med beskyldninger samt afviste samtale. Den KU-studerende var presset ved modstand imod forlovelsen fra to fronter: den hjemmeboende teenagedatter, f. 1972 (meget-talende i timevis med fordomme overfor sin omtrent jævnaldrende 'onde stedmoder', der ikke ville have rollen, ej heller som 'gøgeunge'); og ved institutsekretæren på KU. Dagligt kommenterede teenagedatteren i 1991: "Hvad ser far i dig? Du er jo ikke noget i dig selv. Far bruger dig bare imod mor. Far elsker kun mor. Han kommer aldrig til at holde af dig. Du er et trofæ, du er fars trøsteklud!" "Du kan ikke leve med fars rejser!" (Jeg kom til at rejse, ofte til samme destinationer, symposier, konferencer og forskningsbiblioteker i Europa i 2000'erne og 2010'erne). "I taler ikke sammen som mor og far". "Du har taget far fra mig!" (Marie Delgado Ebbesen). Den KU-studerende fik problemer med selvværd og blev en 'hjemløs' på adressen. "Tag det som en oplevelse!" sagde Marie Delgado Ebbesen på trappen, da jeg måtte fraflytte (december 1991). "Din far er uerstattelig, Marie, også for mig". For en katolik er en fuldbyrdet forlovelse ikke en 'oplevelse'. Hvad nu med mit tilhørsforhold til KU? (Sten Ebbesen ville ikke tale med mig). Det er lussingen, der var skilsmissegrunden. Den udviklede sig til en mental kamp på KU 1994-1999, derefter en kamp med KU, 2000 in perpetuo. KU-institutlederen ville have den KU-studerende ud af KU.

"Du skal ud, siger Sten", sagde studieleder Jørgen Mejer.

"Jeg skal ikke ud, jeg skal ind!" svarede jeg,



Den KU-studerende afviste som kandidat og konferensstuderende at forlade sit forskningsfag - grundet uddannelsesloftet - og kunne derfor kun studere 'opad' ad en blokeret vej 'opad' på KU. Eksamen var blokeret. KU-institutleder Sten Ebbesen rejste 'sager' og 'flere sager' 1994-1999, samt 'sager om af dekanen henlagte sager' 1999. Dekanen John Kuhlmann Madsen gjorde ingenting andet end påtaler til den KU-studerende. Dekanen løste ikke eksamensproblemet. Hvem skulle eksaminere den KU-studerende på KU?



KIRSTEN STENBJERRE, KU i 1997/1998

Sekretariatschef Kirsten Stenbjerre tildelte i 1997/1998 den KU-studerende en begrænset mikrofilmordning, men sekretariatschefen glemte arbejdsadgangen. Da KU-institutleder Sten Ebbesen afviste brud på præsensbiblioteks-reglementet og altså, at mikrofilmene blev kortvarigt udlånt udenfor instituttet, var mikrofilmordningen uden funktion (den KU-studerende modtog nogle papirkopier efter tre-fire års kamp for arbejdsadgang til mikrofilm siden 1993. Da lagde jeg projektet på hylden og fandt et andet: mikrofilmkatalogen).



DORRIT WIVEL, KU i 1999

Chefkonsulent Dorrit Wivel, f. 1946, indkaldte KU-institutleder Sten Ebbesen til personligt møde i juni 1999, mens KU-kandidaten var Ph.d. stipendiat ved Groningen Universitet i 1999-2002. Den KU-studerende havde sendt KU-institutlederen et antal vrede e-mail fra Nederlandene, efter årelang undertrykt frustration. Jeg kogte over af vrede, og som en udadvendt social person hverken kunne eller ville jeg vende vreden indad. Jeg havde i 1994 skrevet til sekretariatschef Kirsten Stenbjerre for en 'ordentlig behandling' på KU, da jeg blev uanstændigt behandlet på KU, fordi jeg var en KU-studerende. KU-institutlederen havde modsat sig, at den KU-studerende fik en e-mail adresse på KU. Han havde fortiet den KU-studerendes eksistens til et værk om danske middelalderforskere, herunder KU-studerende.


KU-institutleder Sten Ebbesen skrev en skrivelse til Dorrit Wivel. Chefkonsulenten afskrev skrivelsen - ordret, flere sider, og uden kildeangivelse - for at erklære påstandene for ”faktiske forhold”. Den studerende opdagede forlægget ved aktindsigt. ”Det var nemmere”, skrev chefkonsulent Dorrit Wivel senere, ”at citere fra en allerede eksisterende rapport” (et partsindlæg), uagtet at forfatteren er erklæret inhabil. Dekanen (John Kuhlmann Madsen) havde – på den studerendes anmodning i 1994 - erklæret institutleder Sten Ebbesen for inhabil. Den KU-studerende afviste anklagen, der er en uskøn blanding af faktiske og ufaktiske forhold på KU. Chefkonsulent Dorrit Wivel afviste samtale med den studerende, der blev idømt KU’s intellektuelle dødsdom i 1999. Den studerende kunne i 2001 dokumentere én alvorlig anklage for evident usand. Den studerende stod uden juridisk forsvar på KU. KU forfulgte således KU-kandidaten over landegrænserne, også i Nederlandene.


Chefkonsulent Dorrit Wivel afviste mig aktindsigt i et arbejdsnotat (1999), så jeg ved ikke, hvad Sten Ebbesen har sagt til Dorrit Wivel (juni 1999), og dermed ikke, hvad rektors anklage egentlig er. Chefkonsulent Dorrit Wivel afviste samtale med den KU-studerende (1999/2000).



2020

Københavns Universitet (Kirsten Stenbjerre, Dorrit Wivel, Hanne Møller, med flere) har i dag - 2020 - involveret flere end 100 navngivne uvedkommende personer på KU i en privatsag i 1990'erne, som ingen ved, hvad handler om. Der er flere end 100 forskellige håndskrevne signaturer i sagsakterne på flere tusinde sider. Der er i sagsakterne referencer til yderligere personer involveret, og sagen har antaget absurde dimensioner. Den handler om biblioteksadgang, en bibliotekssærordning, som dekanen afviste den KU-studerende i 1994, som rektor tildelte den fhv. KU-studerende i 2004, men som Det Humanistiske Fakultetssekretariat først effektuerede 11 år senere - i 2015 (2012, efter at Folketingets Ombudsmand havde skrevet til fordel for den fhv. KU-studerende i 2011).

KU-kandidaten kan naturligvis ikke forsvare sin Ph.d. - ved KU.



Mikrofilmsamlingen

Professor Sten Ebbesen har senest afvist mig arbejdsadgang til mikrofilmsamlingen i 2015 (cf. Hanne Møller, fhv. HR- og personalechef, Det Humanistiske Fakultet). Argumentet er det samme som i 1993, at SAXO-instituttets mikrofilmsamling er professor Sten Ebbesens private samling. Jeg har tilladt mig at betvivle sandhedsværdien af det argument. Det Kongelige Bibliotek, Håndskriftafdelingens fhv. chef har orienteret mig. Standardsvaret efter f.eks. et halvt års ventetid er: "udlånt til forskningsprojekt i Göteborg" eller "Sten Ebbesens samling". En bog kan være "for ny til udlån". I maj 2013 var bestillingen "p. t. bortkommet på instituttet". Jeg nævnte for Det Kongelige Biblioteks Indlån, at de to bestilte kataloger nok var på Sten Ebbesens kontor (jf. CIMAGL 2012). I 2013 blev fire-fem bestillinger - af håndskriftkataloger - via Det Kongelige Bibliotek afvist. Enten var de "for nye" eller også var de i "igangværende forskningsprojekter". Bøger kunne altså ikke udlånes kortvarigt fra præsensbiblioteket, trods rektors bibliotekssærordning (2004). Sten Ebbesen har altid modsat sig udlån fra præsensbiblioteket. Jeg har i stedet rejst i Europa i 2000’erne og 2010’erne for at konsultere original-håndskrifter på europæiske forskningsbiblioteker, men sådan kan man ikke arbejde. Arbejdet skal være gjort hjemmefra, inden man rejser ud. I ventetiden har jeg arbejdet på en del 'ventetidsprojekter', som begynder at fylde på min publikationsliste (i dag omtrent 35-40 publikationer, inkl. avisartikler og boganmeldelser), men jeg er i mit indre ikke 'hjemme', hvor jeg hører til - i mit forskningsfag.



QUO VADIS, STUDENS UNIVERSITATIS HAFNIENSIS?


Lovgivning på KU?

Hvorfor har Københavns Universitet ingen lovgivning / regler om DEKORUM på KU for (seksuelle) forhold mellem KU-ansatte og (generationen yngre) KU-studerende? En lovgivning kan få den KU-ansatte til ekstra omtanke inden handling, forhindre KU-ansattes spontane seksuelt betonede eller seksuelt motiverede handlinger på KU, samt advare den KU-studerende om, at det her er ikke uden konsekvenser på KU for den KU-studerende. Mange unge kvinder i primo 20'erne lider under lavt selvværd, skam- og skyldfølelse, de bør kunne føle sig 'trygge' i studierne på KU. Seksuelt motiveret opmærksomhed fra (altid ældre mandlige) KU-ansatte er sjældent ønsket af de (generationen yngre, altid kvindelige) KU-studerende.



Hvorfor har KU-ansatte intet ansvar på KU, når KU-ansatte ønsker eller indgår (seksuelle) forhold til (generationen yngre) KU-studerende i afhængighedsforhold til samme KU-ansatte på KU? Mit liv er blevet en konsekvens af en 43-årig KU-institutleders spontane og helt uventede handling på KU, fredag, 15. december 1989, ved midnat, da jeg var en 22-årig undergraduate KU-studerende. Han var en fjern institutleder, som jeg aldrig havde 'set på' og ikke kendte. Jeg var praktiserende intellektuel katolik og repræsenterer en anden kultur i Danmark.



Hvorfor hjælper Københavns Universitet ikke en dygtig ressourcestærk KU-studerende - i klemme på KU - med et studieskift? For alle parters skyld, også for den KU-ansattes skyld.


Hvorfor talte KU (chefkonsulent Dorrit Wivel) ikke personligt med den KU-studerende, der stod overfor KU's intellektuelle dødsdom, på anmodning af den samme KU-ansatte, der - ved 'pludseligt' at indlede et (seksuelt) forhold til den (generationen yngre) undergraduate KU-studerende - har bragt den KU-studerende i fedtefadet på KU - in perpetuo?



Jeg placerer selv ansvaret, ikke hos den enkelte KU-ansatte, men på KU, der ingen politik har på området, samt ikke advarer de KU-studerende om komplikationerne ved - samt konsekvenserne in perpetuo - af at indgå (seksuelle) forhold på tværs af magt og status på KU. En KU-ansats 'små fejltrin' på KU kan forandre en KU-studerendes liv - in perpetuo. KU synes at lægge ansvaret på den (generationen yngre) KU-studerende. Den (generationen yngre) KU-studerende kan endvidere føle sig presset ind i forhold, som de enten ikke kan magte eller ikke kan slippe ud af - altid med voldsomme konsekvenser på KU. De KU-studerende har i forvejen nok at kæmpe med på KU. At blive en brik i en KU-ansats skilsmisse er ikke på en (generationen yngre) KU-studerendes ønskeliste på KU.



Der er konsekvenser for en KU-studerende på KU, uagtet hvad. KU-studerende vil selv studere og forske, hvorfor den KU-studerende blev immatrikuleret på KU. Denne historie gik for alvor galt i 1993, da en TAP (kontorfuldmægtig, institutsekretær) begyndte at blande sig i andres private forhold, mens såvel den KU-ansatte som den KU-studerende skulle genfinde arbejdsroen på KU, efter en skilsmisse (lærer-elev parret var ikke uenige om den private adresseforandring, men jeg var uforberedt på skilsmisse, så pludseligt som forholdets begyndelse, uden samtale. Jeg ville ikke skilles, ikke uden en samtale og en fornuftig aftale om, at jeg kunne studere og arbejde i fred på instituttet, samt at min eksamen var beskyttet. Men hvem skulle bringe mig til eksamen på KU?). Sten Ebbesen ville ikke tale med mig.



Studieskift?

Jeg var egentlig ikke uenig i relegationen (1999), men i begrebet in perpetuo (sekretariatschef Kirsten Stenbjerre havde forvarslet en 'straf' på et et åremål, da jeg i en neurose havde skrevet vrede e-mail til Sten Ebbesen i 1999, dvs. 'chikane', jeg var selv blevet chikaneret af institutsekretæren i årevis), at Det Humanistiske Fakultetssekretariat ikke effektuerede Rektors 2004-bibliotekssærordning indenfor en rimelig tid - ikke 11 år, at KU-bureaukratiet er så tidskrævende og tungt, at Det Humanistiske Fakultetssekretariat ikke forsøgte at løse en dygtig KU-studerendes eksamensblokade (i en umulig social situation på et småfagsinstitut med en inhabil KU-institutleder, der havde erklæret uvenskab på KU i 1993 og i 1994 skrevet usandt vedr. 'vejledning' til Det Humanistiske Fakultetssekretariat, chefkonsulent Margit Laurberg); eventuelt ved at hjælpe den KU-studerende med et studieskift i tide (i et land med uddannelsesloft). Den KU-studerende var så evident af den kategori, der går studie- og forskningsvejen.


Studier og forskning handler i nogle universitetsforskningsfag om hjerteblod, ikke om job og økonomi, der er nødvendigt, men underordnet formålet. En dygtig ambitiøs studerende (og en forsker) tæller ikke arbejdstimer, det er 24-7 (around-the-clock), men tæller de timer, hvor man ufrivilligt hindres i at studere og forske (biblioteksadgang, herunder til mikrofilm). Timerne kan blive til uger og til år, måske endda til en generation i ventetid, mens livet passerer forgæves forbi.




mvh, Bernadette Preben-Hansen




 


Aktindsigt: umiddelbart tilgængelig.

(ca. 1500-2000 sagsakter)







*1. Grov seksuel krænkelse - absolut uden samtykke i beruset forsvarsløs tilstand - ved studenterfesten i Charlottenlund i 1985 (Vasehøjvej), ved barndomsvenindes fader, f. 1943, voldtægt forhindret af hustruen og veninden; fuldbyrdet voldtægt i gråzonen i 1985 på arbejdsplads i Charlottenlund ved en arbejdsgiver, f. 1938, manden flygtede fra arbejdspladsen, løb hastigt ned ad trapperne og kørte væk i sin bil. Han efterlod teenageren i fosterstilling på et køkkengulv. Handlingen, der fandt sted på arbejdspladsen (Dyrehospital ved Femvejen) en sen lørdag eftermiddag i sommeren 1985, varede 3-4 minutter og var pludselig. I 2013 samtalte jeg privat med den fhv. arbejdsgiver. Situationen var mit første møde med den mandlige seksualitet, der forekommer mig 'pludselig, udisciplineret og grænseoverskridende'. Tanken om min barndomsvenindes fader forbinder jeg med angst. ALT var tilsyneladende tilladt i 1980'erne og 1990'erne i "frihedens" navn, og det var netop mænd, f. 1940'erne, unge i 1968, der tænkte sådan i forhold til generationen, f. 1960'erne?


*2. "Det var bare noget, der skete", sagde Sten Ebbesen, den 27. december 1989.


*3. Jeg henvendte mig ikke til dekan John Kuhlmann Madsen, når KU-institutleder Sten Ebbesen tiltalte mig som KU-studerende, med ukvemsord på KU i 1994. Det var privat, mente jeg, men skrev i dagbogen siden 1989. Institutleder Sten Ebbesen udtalte på KU i 1994: ”Jeg har magten til at få dig relegeret fra KU!” ”Har man hørt en loppe gø?” ”Gå aldrig tilbage til en fuser!” ”Lus!” (Sten Ebbesen). Dekan John Kuhlmann Madsen gav den KU-studerende skylden for ukvemsord, da institutlederen gik til dekanen i 1994. ”Vig fra mig, din Satans kælling!” hvæsede Sten Ebbesen i indgangsdøren til Chiesa di San Cataldo i Palermo den 19. sept. 2007, i den sene eftermiddag. Jeg tav, men blev ked af det (sønderknust). Mødet i kirken var tilfældigt. At blive forbandet i en kirke er voldsomt for en katolik. Sten Ebbesen var min store kærlighed.


*4. Fællesskabet var lærer-elev forholdet. Da jeg blev reduceret til 'kone med ret til repræsentation' (men ikke reproduktion), blev jeg sat udenfor døren (som i Paris 1991). Læreren bør huske på, at eleven selv vil studere. Med tiden ville jeg gerne selv stifte familie, men: "Tre børn er nok!" (Sten Ebbesen). Jeg var forelsket og blev dybt såret (20. august 1991).






UNIVERSITY OF COPENHAGEN

THE SAXO LIBRAY Greek and Latin


 

"Science, scholarship and books go together. Without books no science or scholarship"


Sten Ebbesen: The Danes, science, scholarship, and books in the Middle Ages. Living Words and Luminous Pictures (ed. Erik Petersen). Copenhagen 1999, p. 119.


 

"The work on this book has been performed in the Institute of Greek and Latin Medieval Philology under the University of Copenhagen. Had I not got the chance to work there, I could never have written it"


Niels Jørgen Green-Pedersen: The Tradition of the Topics in the Middle Ages. München 1984, p. 9.

Uddannelsesstyrelsen

19. februar 2001



Til Hanne Møller, HR- og personalechef,

Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet


22. oktober 2011


16. marts 2017