Kærlighed på KU? (Sten Ebbesen-sagen)

1990-1991. Bernadette Preben-Hansen & Sten Ebbesen

Privatsag eller universitetssag på Københavns Universitet? Var det Sten Ebbesen imod Bernadette Preben-Hansen på KU, eller var det nu også det?

Er dette en privatsag eller en universitetssag? Er det en privatsag er den privat, men da det er en universitetssag, må den være offentlig, som et spejlbillede af KU's behandling af en dygtig KU-studerende i en umulig social situation på et småfagsinstitut på KU. En privatsag tager en tid, måske sin tid, men en universitetssag kan være in perpetuo. Det er problemet her.

Institutsekretær kontorfuldmægtig Hannah Krogh Hansen, institutleder docent Sten Ebbesen (professor emeritus), undergraduate KU-studerende Bernadette Preben-Hansen: Københavns Universitet (15-12-1989) 1994-1999, in perpetuo. Problemet i historien er uendelighedsbegrebet 'in perpetuo' (ved Kirsten Stenbjerre & Dorrit Wivel, 1999). Er det rimeligt? Hvorfor ville KU ikke hjælpe en dygtig KU-studerende på magisterkonferensen med et studieskift, under uddannelsesloftet?

Er det rimeligt at forfølge den ene part fysisk på KU (som i 2011, 2017, ved Hanne Møller, fhv. HR- og personalechef, med flere fra Humanistisk Fakultetssekretariat)? Er det rimeligt at forfølge den ene part fysisk 30 år efter en brudt forlovelse (1991)? Hvad er privat, og hvad er ikkeprivat på KU? Hvorfor beskytter KU ikke de KU-studerendes adgang til eksamen, undervisning og arbejdsadgang til de for studier og forskning nødvendige biblioteksressourcer som præsensbibliotek og mikrofilmsamling?



Er dette en privatsag i fortiden (det mente jeg, for det er en meget privat sag, og jeg ville som KU-studerende beskytte mit - i sin tid vort - privatliv); eller er dette en disciplinærsag på KU (det er KU's dom, in perpetuo)? Hvad vedkom mit - og vort - privatliv dekan John Kuhlmann Madsen, med flere på KU? Er kærlighed på KU, en gensidig forelskelse og en harmonisk forlovelse mellem parter af ulige status på KU - en højtplaceret videnskabelig KU-ansat (senere KU-professor) og en (generationen yngre) undergraduate KU-studerende - en disciplinærsag? Hvorfor dog en sag in perpetuo?



Stridens æble var: arbejdsadgang for en KU-konferensstuderende til institutbibliotek på KU, herunder mikrofilmsamling af affotograferinger af latinsksprogede håndskrifter, der rummer uudgivne filosofiske tekster fra middelalderen (skolastikken). (Original-håndskrifterne bevares på forskningsbiblioteker i Europa og USA).



Institutleder Sten Ebbesen erklærede uvenskab på KU i 1993. Dekan John Kuhlmann Madsen afviste i 1994 den KU-studerende (på magisterkonferensen) en bibliotekssærordning, altså arbejdsadgang til institutbiblioteket over universitetsbiblioteket (150 meter fra instituttet).

Dekan John Kuhlmann Madsen så endvidere ikke på den KU-studerendes eksamenssituation. Eksamen var blokeret ved inhabilitet, og studielederen (Jørgen Mejer) kendte intet til den KU-studerendes fagområde, men tilbød at være eksaminator. Eksamen var håbløs.



Institutsekretæren (kontorfuldmægtig Hannah Krogh Hansen) spredte - trods dekanens 1994-tavshedspåbud - rygter på Det Humanistiske Fakultet. Institutsekretæren, der sad i Akademisk Råd og Fakultetsrådet med dekan John Kuhlmann Madsen og sekretariatschef Kirsten Stenbjerre, havde været modstander af den KU-studerendes forlovelse og samliv med KU-institutlederen i 1990-1991. Institutsekretæren så den KU-studerende som en rival, mens den KU-studerende ville ses som "den studerende" - ikke "professorinden in spe" (jf. Hannah Krogh Hansen 1990). Den KU-studerende vil da selv studere og forske!


Jeg kom til at foragte den magtfulde institutsekretær, der bevidst havde forsøgt at underminere forlovelsen (fordi parret var af ulige status på KU som henholdsvis institutleder og undergraduate studerende). Hun chikanerede den KU-studerende på instituttet (med dokumentation på Fakultetssekretariatet, der var passivt) og spredte rygter på KU om en ulykkelig KU-studerende. Man må ikke sprede rygter om andres ulykke i private forhold! Den, der taber kærligheden, føler sig i forvejen fortabt i livet, er i ubalance og i sorg, der kan blive kronisk. Den forliste part har brug for arbejdsro, for selv at komme videre i livet, især på KU - også en KU-studerende.



AKTINDSIGT: UMIDDELBAR TILGÆNGELIGHED

KÆRLIGHED PÅ KU: IN PERPETUO?

Mine karrieremuligheder ved KU endte inden den begyndte (som undergraduate KU-studerende i 1989), nemlig ved professor Sten Ebbesen. Institutleder Sten Ebbesen tog et spontant, uventet og grænseoverskridende initiativ på KU (15. dec. 1989, ved midnat). Jeg kendte ham ikke og var bange for ham men blev senere dybt forelsket. (Han var min store kærlighed). Institutlederen tilbød et lift, men kørte til en anden adresse end aftalt og uden den studerendes samtykke. Han var i ubalance og ensom, mens den studerende blev forskrækket. "Det var bare noget, der skete", sagde Sten Ebbesen (27. dec. 1989). Vi blev et par (27. dec. 1989). Et arbejdsomt og harmonisk kæresteforhold som lærer og elev på KU (1990-1991), forlovelse (14. mar. 1991) og *samliv i Gentofte (20. aug. til 15. dec. 1991). Forholdet var en lykke privat, men en ulykke på KU.


Forholdet endte i KU's "DISCIPLINÆRSAG" (1994-1999) imod mig som KU-studerende efter Regler om disciplinære foranstaltninger over for studerende ved KU (Ordensreglerne). Sagen blev indledt ved institutleder Sten Ebbesen (bagved stod institutsekretær Hannah Krogh Hansen, der chikanerede den KU-studerende. med dokumentation på Fakultetssekretariatet, og spredte rygter på Det Humanistiske Fakultet). Mit studieprojekt - Aristotle in Latin Scholasticism: Jean Buridan and Jean Jandun - var legatfinansieret (Dronning Ingrids Romerske Fond 1991-1992, med flere legater). Institutleder Sten Ebbesen afviste enhver kommunikation - især på KU - og forhindrede mig arbejdsadgang (siden 1993) til vort institutbibliotek, herunder til vor mikrofilmsamling af middelalderlige håndskrifter. "Jeg har magten til at få dig relegeret fra KU!" hvæsede institutleder Sten Ebbesen på KU (1994). SAGEN OM INSTITUT FOR GRÆSK OG LATINS MIKROFILMKATALOG (1997-1999). BIBLIOTEK-SÆRORDNING-SAGEN (2000-2020), over Folketingets Ombudsmand siden 2004 (ved mig).


*med hjemmeboende teenagedatter (Marie Delgado Ebbesen, 1972-2018) i hendes barndomshjem og uanmeldte besøg ved fhv. hustru (Annie Aggernæs, f. 1950) på samme adresse (1970-1990), i kølvandet på forældrenes separation (deri var jeg uden skyld). Jeg kom således ufrivilligt til at ydmyge hustruen og er fem år ældre end husets meget-talende datter, der ikke kunne lide mig. Det var jo familiens adresse, hvor jeg blev en hjemløs, mens Sten Ebbesen afviste enhver kommunikation. Jeg søgte arbejdsro, savnede institutbiblioteket, men var - på adressen - såvel 'gøgeungen' som 'den onde stedmoder' (jf. Marie). Måske handler kærligheden om at få lov til at give, om social accept og om ydmyg værdighed, forsøgte jeg forgæves at sige til teenagedatteren (Marie Delgado Ebbesen, 1972-2018), der opstillede endeløse betingelser for kærligheden og ikke kunne acceptere aldersforskellen. Jeg var taknemmelig for at blive optaget i en familie, såvel privat som i forskningsfamilien på KU og i verden. Men jeg turde ikke tale med en far om hans tre børn. Teenagedatteren såede splid og tvivl om sin fars motiver for forholdet: "Hvad ser far i dig? Far bruger dig kun imod mor. Han kommer aldrig til at holde af dig!" (Marie Delgado Ebbesen). Og på instituttet var institutsekretæren (Hannah Krogh Hansen) jaloux - åbenlyst siden 1990. Hun begyndte at chikanere mig på KU i 1991. Jeg skrev alle sætninger og udsagn fra teenagedatter og institutsekretær ned, og Sten Ebbesen så ikke sociale forhold. Han var optaget af sin egen arbejdsro. Forlovelsen gik i stykker i december 1991.


Jeg blev afmægtig men ville ikke skilles, hverken fra Sten Ebbesen, institutbiblioteket, KU eller mit forskningsfag. Adressen i Gentofte kunne ikke rumme en ny historie i det friske kølvand af en skilsmisse (1990). Jeg mistede livsmodet og hægtede mig til mit arbejde, mine studier på KU, også i en personlig overlevelseskamp. Det var min hverdag og min arbejdssituation på KU, der nu for alvor betød noget - for mig. Institutsekretær Hannah Krogh Hansen begyndte at chikanere mig på instituttet, især vedr. arbejdsadgang til institutbiblioteket. Chikanen blev mere og mere grov (og blev dokumenteret på Fakultetssekretariatet), mens institutlederen (Sten Ebbesen) forholdt sig passiv. Institutsekretæren (Hannah Krogh Hansen) var bange for, at parret skulle finde sammen igen. Parret var endnu forelskede i hinanden (1992-1993). Institutsekretæren (Hannah Krogh Hansen) sad i Fakultetsrådet på Det Humanistiske Fakultet og - skønt HK'er - i Akademisk Råd med dekan John Kuhlmann Madsen og sekretariatschef Kirsten Stenbjerre. Det var tydeligt, at institutsekretæren (Hannah Krogh Hansen) vogtede sin sociale position som instituttets ubestridte 1. dame, mens den KU-studerende insisterede på at være den KU-studerende, og ikke "professorinden in spe" (Hannah Krogh Hansen). Den KU-studerende ville derimod gerne selv ville arbejde sig op i studier og forskning, men den KU-studerende ville selv!


KU havde ingen regler om DEKORUM for KU-ansatte i relation til (generationen yngre) KU-studerende. KU har ingen regler for KU-ansatte i seksuelle forhold til (generationen yngre) KU-studerende. KU beskytter ikke de KU-studerende, der står med EKSAMEN OG VIDENSKABELIGE FORSVAR BLOKERET VED INHABILITET. KU hjælper ikke en KU-studerende med et STUDIESKIFT under "uddannelsesloftet". KU lægger skyld og ansvar på den KU-studerende og fritager den KU-ansatte for ethvert ansvar på KU. AKTINDSIGT: umiddelbar tilgængelighed.


Jeg hører hjemme i studier, forskning og uddannelse. Men KU - Kirsten Stenbjerre, Dorrit Wivel - forstod meget sent, at studier og forskning forudsætter en effektueret arbejdsadgang til et videnskabeligt forskningsbibliotek, herunder til vores mikrofilmsamling af middelalderlige håndskrifter. REKTOR tildelte mig en bibliotekssærordning i 2004, som Det Humanistiske Fakultet først effektuerede i 2015 - 11 år senere, og først efter at Folketingets Ombudsmand havde skrevet til min fordel i 2011.




DEN ANDEN KANDIDATGRAD, KU 2017:

Jeg blev immatrikuleret (anden gang) på KU i 2017 (SAXO, HISTORIE) men annulleret seks uger senere med henvisning til Sten Ebbesen-sagen 1994-1999. Jeg ville gerne være kandidat i HISTORIE og har en baggrund som Ph.d. stipendiat med nederlandsk stipendium ved Groningen Universitet i Nederlandene 1999-2002 (undervisning på nederlandsk), efter ikke-formelle studier ved Nijmegen Universitet i 1997-1998. Jeg har over årene samarbejdet med adskillige videnskabeligt KU-ansatte i studier og forskning (også fra SAXO, HISTORIE), mens KU-bureaukratiet har forfulgt mig fysisk på Det Humanistiske Fakultet i 2011 og 2017. I 2016 var jeg midlertidigt ansat ved Folkeuniversitetet i København (dengang med kontor på Søndre Campus), da jeg organiserede en forelæsningsrække om "1917 og den russiske borgerkrig - nye perspektiver", samt selv underviste. Det fremgår dels af mit KU Id-kort, dels af Folkeuniversitetet i København: Program, Forår 2016 (s. 31-32). I april 2016 organiserede jeg en foredragseftermiddag på Københavns Universitetsbibliotek, samt forelæste selv ("Rusland og Danmark 1917-1924"). Jeg har beskrevet de fysiske forfølgelser i mine skrivelser til Det Humanistiske Fakultet (Hanne Møller, fhv. HR- og personalechef), altid skrevet umiddelbart efter episoderne. KU-bureaukratiet er forgæves fysisk løbet efter mig, mens jeg stod og så på (marts 2017) - på Det Humanistiske Fakultet. I september 2011 (en ældre kontordame fra Det Humanistiske Fakultetssekretariat med mit portræt i hånden), i marts 2017 (en gruppe på tre personer, inkl. Hanne Møller, fhv. HR- og personalechef), og i september 2017 (Jan Heckmann Nielsen, teknisk administrativ medarbejder; jeg havde da et 2017-KU-studiekort). Episoderne er beskrevet ved flere skrivelser til KU (Hanne Møller, fhv. HR- og personalechef, Det Humanistiske Fakultet). Hanne Møller, fhv. HR- og personalechef, afviste min midlertidige ansættelse ved Folkeuniversitetet i København, trods min skriftlige undervisningsaftale, lønseddel, samt medarbejdernr.: 137531. Mit arbejde med Danmark-Rusland er "ventetidsprojekter", mens jeg venter på Det Humanistiske Fakultets effektuering af REKTORS 2004-bibliotekssærordning. Jeg føler mig hjemme i den intellektuelle historie, filosofihistorien (især i skolastikken) og i dele af Københavns Universitets Historie.



10-8-2020